“Pave Frans kalder os til omvendelse”
Lisbeth Rütz, Vatikanstaten
“Lede og tjene”. Man skal undgå den risiko, der hænger sammen med “viljen til magt” og “illoyalitet” forstået som en tale med to tunger, hvor man på den ene side erklærer, man vil tjene Gud, men på den anden side i realiteten “tjener sit eget ego og giver efter for viljen til at se ud af noget og trangen til at opnå anerkendelse”. Illoyalitet er en af de permanente byrder, der er forbundet med ledelsesansvar.
Det var stærke ord, der kom fra pave Frans, da han holdt tale den 16. september til lederne af lægorganisationer. De deltog i et møde organiseret af dikasteriet for lægfolk, familien og livet i den nye synodeaula. Et langt indlæg fra paven forklarede også bevæggrundene til det dekret, der kom i juni. Her reguleres varigheden af og antallet af ledelsesmandater i de samme bevægelser. Pavens anvisninger blev modtaget velvilligt af repræsentanterne for bevægelserne, der repræsenterer forskellige former for kirkeligt arbejde. De så dem som ansporing og stimulus til at begynde en “renselsens” vej. Vatican News har talt med repræsentanterne for de bevægelser, der er mest udbredt i Italien og i verden.
Focolare: Lad os lære ikke at føle os uundværlige
“Med sin tale fortalte paven os om alle de risici, der er forbundet med den ledelse, der har afsæt i magt. Sådan en ledelse mangler heller ikke i det kirkelige liv, understreger Jesus Morán, medlem af Focolarebevægelsens lederskab: Det er risici, som vi – set i Evangeliets lys kan overvinde, når vi er bevidste om de mulige følger, der er og har været og som vi alle har lidt under”.
Pavens tale var ifølge Morán helt i overensstemmelse med alt det, som pave Frans har sagt til Kirken helt fra starten af sit pontifikat:” Det er helt klart et kald til evangelisk og pastoral omvendelse, nu drejer det sig bare om at omsætte det til praksis”. Hvordan? Paven – forklarer Focolare-lederen – har helt klart sagt, at ved roden af enhver form for misbrug er der magt. Nogle dynamikker hjælper ikke til at overvinde de risikofaktorer, der er forbundet med magt. For eksempel kan det være ødelæggende, at man ikke foretager udskiftninger, fordi “den der leder for længe til slut vil risikere at tænke på en måde, så han mister den dynamik, der i begyndelsen var i hans tjeneste”.
Det er som om “man på et vist tidspunkt vænnede sig til magten og tabte tjenesten af syne”. “Vi bør altså lære at tage afsked med og overlade magten til de andre, så vi ikke tror, vi er uundværlige. Og vi skal være bevidste om, at det faktisk er et enormt gode, fordi det bringer os tilbage til det egentlige kald, som er at tjene”, understreger Morán igen. For sit eget vedkommende har han også reflekteret over de tilfælde af misbrug, der har været i den franske del af focolarebevægelsen. Det er en smertefuld side af bevægelsens historie, som “vi nu kommer stærkere ud af, fordi vi kender vores grænser”. “ Vi lever i en renselsesfase, fordi vi skal anerkende, at disse fejl er en deformation af den oprindelige karisma. Vi skal forstå, hvad der førte til de fejl og genoptage karismen i al dens renhed”.
Sant´Egidio: et kald til ansvarlighed
I sin tale henvendt til bevægelserne udtrykte paven blandt andet sin værdsættelse “af deres historie, deres liv i Kirken, men fremfor alt deres bidrag til samfundet”. Det gælder særligt i pandemiens omtumlede tid. Det er det aspekt, som Marco Impagliazzo fremhæver. Han er præsident for Sant´Egidio-fællesskabet og tilføjer, at af pavens ord fremgår, “at han værdsætter lægfolkets betydning i Kirken”.
Fra paven kom der også, siger Marco Impagliazzo, et stort kald til ansvarlighed og autoritet levet som tjeneste”. Han tilføjer også, at pavens kald til os er vigtigt i et øjeblik, hvor man lever med ansvarsfraskrivelse”. Vi lever, tilføjer lederen af Sant´Egidio-fællesskabet mere jeg´ets end vi´ets tid”. Derfor er den tjeneste, som paven refererer til, “fundamentalt evangelisk”. Jesus kom, ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene.
I den samme tale mindede paven også om, at i disse år er det ikke sjældent, at Den hellige Stol har måttet gribe ind, og iværksætte “renselsesprocesser der ikke var specielt lette”. Når man taler om sammenslutninger og bevægelser, understreger Impagliazzzo, kan der fortælles forskellige historier. I nogle er viede personer relevante. Andre som Sant´ Egidio-fællesskabet er helt og holdent lægbevægelser. Bevægelserne “har haft forskellige veje”. “Hvis der har været problematikker, som paven med god ret har fremhævet og som angår nogle virkelige forhold, så er det rimeligt, at man går en omvendelsens vej”. Selvfølgelig, forklarer Impagliazzo, angår temaet om “pastoral anvendelse alle bevægelser og hele kirken. Hvad angår dekretet fra juni, drejer det sig om en vej “der ser på fremtiden”. “Hver realitet er forskellig og vil finde forskellige tider og måder at blive realiseret på”. Det drejer sig, konkluderer Impagliazzo, om “at kunne læse tidens tegn”. Et af disse tegn er netop “at give plads til de unge”.
Fornyelsen i ånden: viljen til magt afsporer tjenesten
Paven understregede igen “originaliteten og de nådegaver der var givet af Forsynet” i bevægelsernes forskellige kontekster. Salvatore Martinez, præsident for Fornyelse i Helligånden, understreger også, hvordan paven har rost det bidrag, som bevægelserne har givet under Covid-pandemien.
Pave Frans – siger Martinez – opfordrede os til ikke at glemme at ajourføre nådegaverne”, så de kan blive mere og mere “åbne over for den historiske situation, vi er i” og over for “det mennesker trænger til”.
“ Pave Frans - siger Martinez, har opfordret os til ikke at glemme at gøre vores karismer aktuelle, for at de skal åbne sig mere og mere for det historiske øjeblik, vi er i, og for menneskers behov. Pave Frans lagde vægt på, at man ikke skal se på “kærligheden til magt”, men tvært imod på “kærlighedens magt”. De risikofaktorer, paven peger på, er viljen til magt, der “afsporer kaldet til tjeneste” og illoyaliteten, når bevægelser og lægorganisationer “ mister generøsiteten og den uselviskhed, som Helligånden har kaldet os til”. Hvad angår dekretet fra juni, har paven gjort det klart, at de dispositioner, der er truffet i dette tiltag, angår alle: “ Ingen bør unddrage sig fra at skelne”. Bevægelserne og sammenslutningerne er kaldede til at spørge sig selv om, siger dekretet at skabe “ anderledes former, der får fristelsen til livsvarige opgaver til at forsvinde”. Den aktuelle situation er kompliceret. Nogle statutter har brug for denne revision og andre passer bedre til indholdet i dekretet”. I det specielle tilfælde med fornyelsen i Ånden forudser statutterne allerede grænser for mandatet og at mandatet skal tidsbegrænses. Det vil også være nødvendigt at forstå, konkluderer præsidenten, “hvordan bispekonferencerne vil bevæge sig”, for mange statutter fødes ud af en national sammenhæng og bliver internationale. I nogle tilfælde vil det være en arbejdskrævende proces”. Men tiden på to år, som dekretet forudser er “passende”.
Johannes XXIIIs fællesskab: reformen af opgaverne vil være nødvendig
Pavens dekret i juni om de katolske bevægelser er et “ekstremt betydningsfuldt og innovativt instrument”, der vil “gøre bevægelserne, de nye fællesskaber og den kirkelige verden” meget godt, fordi det vil gavne “en virkelig tjeneste overfor de fattige”. Med disse ord kommenterer Giovanni Ramonda, hovedansvarlig for sammenslutning af pave Johannes XXIII-fællesskaberne, pavens tale.
Pave Frans mindede om, at bevægelserne er tegn på Kirkens vitalitet. Hans ord, understreger Ramonda, hænger sammen med den måde, hans forgængere tænkte på. De har altid understreget vigtigheden af denne postkonciliære kirkelige virkelighed for at fremme “en evangelisering, der udvikler sig vitalt gennem et liv ude i periferierne og dér, hvor folk lever”. Den organisatoriske struktur, tilføjer Ramonda, bør være funktionel og “stå i nådegavens tjeneste”. Organisationen er vigtig; men især “er de mennesker, der får lidenskab for evangeliet og Kirkens mission, vigtige”. Magtmisbrug og illoyalitet, forklarer præsidenten for Johannes XXIIIs fællesskab er “fristelser”, når en lægorganisation lukker sig om sig selv.
Det er vigtigt at beslutte; men “der skal altid lyttes til basis”. Hvad angår reformerne af tillidshverv i lægfolksorganisationerne, understreger Ramonda, at dette er et skridt, der “selvfølgelig er nødvendigt”. “Som Don Oreste Benzi sagde: den der kommer efter os vil handle bedre end os, fordi vedkommende vil være klar over den erfaring, der er høstet, og vil komme med en fornyelse”.
Neokatekumenatet: en opmuntring til karismen
“Efter at have fulgt møderne i går via Zoom, har jeg glædet mig over Den hellige Faders ord. Han bekræftede overfor hele Kirken det, som han sagde til mig privat allerede for et par uger siden – at når en karisma eller en kirkelig virkelighed er ved at blive til, så bør grundlæggeren ikke udskiftes, men fortsætte på livstid”. Det siger Kiki Argüello, initiativtager til Den neokatekumenale Vandring. Han huskede den privataudiens, han havde været i hos paven den 3. september sammen med et internationalt team fra denne kirkelige organisation, der er udbredt og har slået rod i hundredvis af lande over hele verden. Udover Kiko var fader Mario Pezzi og Maria Ascension med.
"Den hellige Fader mindede os ved den anledning om Carmens (Carmen Hernandéz - medstifteren af Vandringen) ord: Den neokatekumenale Vandring er ikke en bevægelse. Den blev anerkendt af Kirken som en kristen indvielse til tjeneste for biskopperne, med kateketer, der har en rolle, som ligner gudfædrenes rolle. De er ledsagere og overvåger troens vækst hos kandidaterne”. “Også i mødet med dikasteriet understregede pave Frans: Vi må forstå, at evangelisationen er et mandat, der kommer fra dåben. Den, der er døbt, skal evangelisere. Det er det, som Vandringen har prøvet at gøre i mere end 50 år. Den hellige Faders ord opmuntrer os i vores karisma og vores mission”.
