Synoden lytter til de troende. To nye tekster til de første skridt

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Lytte “uden fordomme”. Tage til orde “med mod og oprigtighed”. Være i dialog med Kirken, samfundet og de andre kristne konfessioner. Synodens generalsekretariat offentliggør forberedelsesdokumentet og et vademecum (en vejledning) for at vise de retningslinjer, som synodens vandring mod synodalitet vil følge. Synoden åbnes højtideligt den 9.-10. oktober i Rom og den 17. i lokalkirkerne for så at afsluttes med, at biskopper fra hele verden mødes i Vatikanet i 2013.

Vademecum – en “manual” for lokalkirkerne

Dokumentet vil først og fremmest være et instrument, der skal støtte den første lyttende og konsulterende fase for Guds folk i de enkelte kirker. Begyndende i oktober vil den blive afsluttet i april 2022. Den er: ”En slags byggeplads eller piloterfaring”. Vademecum er lavet som “en manual”, der tilbyder praktisk støtte til bispedømmernes medarbejdere, for at de kan forberede og samle hele Guds folk. I den findes der liturgiske og bibelske kilder og online-bønner som eksemplerne fra nyere synodeaktiviteter og en liste over udtryk, der anvendes til den synodale proces. “Det er ikke en regelbog”, specificeres der, men “en guide til at understøtte anstrengelserne i hver lokalkirke, idet man er bevidst om de forskellige kulturer og kontekster, resurser og vanskeligheder”.

At vandre sammen som synodal kirke

“Hvordan virkeliggør man i dag på de forskellige niveauer (fra det lokale til det universelle) denne “fælles vandring”, der tillader Kirken at forkynde evangeliet, så det passer til den mission, der blev givet til den? Og hvilke skridt inviterer Helligånden os til at tage, så vi kan vokse som synodalkirke?”

For at svare på sådan et spørgsmål vises der konkrete skridt. Især skridtet mod at leve “en deltagende og inklusiv kirkelig proces”, som tilbyder enhver - især den, der er marginaliseret - “muligheden for at udtrykke sig og blive lyttet til”. Dernæst “at anerkende og værdsætte rigdommen og variationen i gaverne og nådegaverne” og “undersøge hvordan man i Kirken lever med ansvaret og magten og de strukturer, de styres af”. Og ved at synliggøre “fordomme og forvrængede former for praksis, der ikke har rod i evangeliet”. Endnu en gang beder man om at “ anerkende det kristne fællesskab som troværdigt og som en partner, man kan stole på”, når det gælder dialog, forsoning, inklusion, deltagelse. Og der opfordres til at “styrke relationerne” mellem kristne, med repræsentanter for andre konfessioner, med civilsamfundets organisationer og de folkelige bevægelser.

Krise, pandemi, forfølgelse, misbrug

Disse konkrete skridt tages altså i en historisk kontekst, “der er karakteriseret af forandringerne i denne tidsalder” med begyndelse i pandemiens “globale tragedie”, der fik allerede eksisterede uligheder til at eksplodere. Men det er også sket i en kontekst, hvor Kirken i egne rækker må konfrontere mangel på tro, korruption og især “den lidelse som mindreårige og sårbare personer må leve med som følge af seksuelt misbrug, magtmisbrug og overgreb på samvittigheden”. Disse forskellige former for misbrug er præsteskabet ansvarlige for. Det nævnes uden at glemme de mange “slags meget voldsomme former for forfølgelse, og ikke sjældent martyrium”, som adskillige katolikker erfarer i forskellige dele af verden, Derudover nævnes også de “splittelser og modsætninger, der også findes i Kirken”, og som skabes af de kristne.

Det er netop i disse “afgrunde, der er opstået gennem lidelser af enhver art”, at der trods alt opstår “nye måder at udtrykke troen på” og “nye veje” til igen at gå på den kristne og kirkelige livsvej”. For synodesekretariatet “er det en grund til at nære håb, at ikke så få Kirker allerede er begyndt på møder og konsultationsprocesser blandt Guds folk”. Der citeres eksempler fra Latinamerika, de caribiske øer, Australien, Tyskland og Irland og andre bispesynoder fra hele verden. De er alle lejligheder til at give plads til, at lægfolk deltager og værdsættes, fremfor alt kvinder og unge, som det allerede blev efterspurgt ved de forudgående synoder.

Lægfolket - aktive subjekter i evangeliseringsprocessen

Hvad angår lægfolket, slår dokumentet igen fast, at alle de døbte er “aktive subjekter i evangeliseringen”. Derfor er det fundamentalt, at præsterne på den synodale vej “ikke frygter at lytte til den hjord, der er dem betroet”. At man konsulterer Guds folk fører ikke til, at man i Kirken inkorporerer demokratiske dynamikker, der baseres på flertalsprincippet. For grundlaget for deltagelsen i enhver form for synodal proces er den passion, man deler for den fælles evangeliseringsmission og ikke det, at man repræsenterer konfliktende interesser.” I en synodal kirke har alle “noget at lære”, de troende, præsterne, biskoppen af Rom. Og en synodal kirke er også “et profetisk tegn – især på et nationernes fællesskab, der kan vise et fælles projekt, somr kan forfølges til gavn for alle”.

Spørgsmål til enkeltkirkerne

Mere konkret foreslår forberedelsesteksten de spørgsmål, der skal stilles, for at lede processen med at konsultere Guds folk. Det hele går ud fra et fundamentalt spørgsmål:

Hvordan realiseres “den fælles vandring” i dag i jeres lokalkirke?

Der inviteres til, at man spørger sig selv, hvilke erfaringer, der er høstet i de respektive bispedømmer, hvilke glæder, vanskeligheder eller ligefrem sår, det har skabt, hvordan perspektiverne er for forandring og hvilke skridt, der skal tages. Når man igen læser om disse erfaringer, er det nødvendigt at holde sig for øje, hvordan forholdene har været i de enkelte kirker mellem præster, sogne, fællesskaber, men også mellem biskopperne og paven, med de forskellige råd og så integrationen af de forskellige former for religiøst og konsekreret liv, foreninger og lægbevægelser, institutioner af forskellige slags (skoler, hospitaler, fonde, karitative foretagender) Relationerne til og eventuelle fælles initiativer med de andre religioner skal også overvejes. Det gælder relationerne til personer der er langt fra troen, til politikken, kulturen, finansverdenen, arbejdsmarkedet, fagforeninger, minoriteter.

“Levet” synodalitet

Til slut vises i forberedelsesdokumentet ti tematiske nøgleområder for at udtrykke “levet synodalitet”. De bør uddybes for yderligere at berige undersøgelsen.

Rejseledsagere: dvs. Man skal genreflektere, hvem der er en del af det, vi kalder “vores kirke”, ligesom der også skal reflekteres over “kammeraterne” uden for Kirkens kreds eller dem, der er marginaliserede.

Lytte: til unge, kvinder, Gudviede, dem der er skubbet ud af fællesskabet, de marginaliserede.

Fejre: vurdere på hvilken måde bøn og liturgi effektivt inspirerer og orienterer den “fælles vandring” og hvordan man fremmer de troendes aktive deltagelse.

Medansvarlige i missionen: en refleksion over hvordan fællesskabet støtter de enkelte medlemmer i en tjeneste for eksempel i at fremme social retfærdighed, menneskerettigheder i det fælles hjem.

At have dialog i Kirken og i samfundet: at gentænke de steder og de måder, man kan have dialog på med de enkelte kirker, med religiøse fællesskaber og bevægelser, med institutionerne, med dem der ikke tror, med de fattige.

Med de andre kristne konfessioner: hvilke forbindelser man har med de andre kristne konfessioner, hvad frugterne af det er, hvilke vanskeligheder der er.

Autoriteter og deltagelse: at spørge sig hvordan der udøves autoritet i den enkelte kirke, hvordan man arbejder holdvis, hvordan man fremmer lægfolkenes tjeneste

At skelne og beslutte: spørge sig selv med hvilke fremgangsmåder og metoder man tager beslutninger; hvordan processen med beslutningstagen kommer til udtryk og hvilke instrumenter, man bruger til at fremme transparens og ansvarlighed i beslutningsprocessen.

At skole sig til synodaliteten: specielt kastes der et blik på den skoling, der tilbydes dem, der har roller, hvor de bærer ansvar i det kristne fællesskab for at gøre dem mere i stand til at lytte til hinanden og have dialog med hinanden.

Ikke dokumenter, men profetier

Synodesekretariatet beder om at sammenfatte frugterne af refleksionerne på maksimalt ti sider –om nødvendigt ved at uddybe med andre støttetekster. Formålet er ikke “at producere dokumenter”, men at få drømme, profetier og håb til at spire frem.