Vor Frue af havet – historien om ikonen på pavens alter

Osservatore Romano

En ”flygtning” som så mange andre. Flygtet fra de voldshandlinger der ødelagde meget af Konstantinopel i 1453. Billedet kom ombord på et handelsskib med kurs mod Napoli. Da det var kommet tæt på kysten ved Salerno, kom der endnu en hård storm, der forårsagede, at det ikke kunne lægge til land. Man vidste ikke mere om Mariabilledet, lige som man heller ikke vidste, hvad der var sket med størstedelen af mandskabet og lasten. Sådan var det, indtil en murer, der ledte efter sand ved havets bred, kort tid efter ramte noget usædvanligt med sin hakke: det var ikonen af Vor Frue af Konstantinopel, bedre kendt i Salerno som ”Vor Frue af havet”. Og det var det billede, der den 31. december og 1. januar blev stillet op ved siden af hovedaltret i Peterskirken til minde om Guds Mor.

Det kunne være epilogen til en af de mange historier fra dagligdagen, som vores avissider er fulde af. Historier der udspiller sig på Mare Nostrum, hvor tusinder af flygtninge i deres søgen efter et sted at flygte hen og bive reddet fra krig og sult risikerer rejsen og nogle gange møder døden på det, som pave Frans har defineret som ”en kold kirkegård uden gravsten”. Men denne ikons eventyr endte i stedet lykkeligt, fordi mureren uden at vide det fandt en ”skat”, en ”gave” fra Maria til byen Salerno. ”Flygtningekvinden” bragte velsignelse og nåde med sig. Mureren ”frelste” Maria fra bølgerne, og Hun gengældte med at beskytte alle dens indbyggere.

Traditionen fortæller, at denne mand, efter at han med hakken havde ramt jomfruens øjenbryn, stod der – helt lammet i armene. Han begyndte at råbe for at tilkalde hjælp. Da nogle mennesker var kommet ham til hjælp, gravede han længere ned i sandet, og ikonen blev genfundet. Den blev genkendt af de overlevende søfolk, der havde bragt den med fra Konstantinopel. Nogle augustinermunke blev opmærksomme på det, der var sket, for deres kloster lå tæt ved kysten ved siden af bymuren. Mens alle råbte op om, at der var sket et mirakel, ville augustinerne bringe billedet til deres kirke, og de organiserede en procession med det. Klokkerne ringede, uden at nogen rørte dem. Billedet blev således opstillet i det kapel for Den hellige Ånd, der var bekostet af familien Mazza. Herfra forsvandt det dagen efter. Det blev genfundet i hestestalden, hvor hestene blev set knælende foran ikonen. Igen blev ikonen bragt ind i kirken; men endnu en gang dukkede den op i stalden, som om ”flygtningekvinden” Maria ville dele skæbne med alle de desperate mennesker, der ikke fandt husly i pragtbygninger, men her og der på må og få.  Augustinerne forvandlede så dette sted til et kapel, hvor Maria blev udstillet, så de troende kunne vise hende ærefrygt. Med den følgende opførelse af kirken Sant´Agostino blev ikonen stillet op inde i kirken, først i et sidekapel, så på højalteret.

Billedet af ”Vor Frue af havet” afbilder Maria siddende på tronen. Hun er klædt i en elegant blå kjole kantet med rødt og dekoreret med guld. Med højre hånd peger hun på barnet, som hun støtter med den anden arm, og hun fremviser Ham, så de troende kan tilbede ham. Jesus har en rød kjortel på og velsigner folket med en løftet højre hånd. Øverst i siderne af billedet ærer og hjælper to engle Maria.

Ikonen blev til i midten af det 14. århundrede. Det hellige billede forestiller Maria som ”Guds Mor” og som ”hende der fører, som viser vejen”. Hun ”taler” til de troende. Den gestus, hun viser ,fremkalder sønnens svar. Han løfter hånden for at velsigne. Maria viser verden barnet og inviterer til at følge Ham, mens Jesus ser på sin mor, hans første discipel.

Genfindelsen af ikonen fejres og mindes højtideligt hver første søndag i august med en procession på havet. Billedet af Maria transporteres på en fiskerbåd for at minde om, hvordan hun kom i land ved Salerno.

I løbet af århundrederne har der udviklet sig en stor hengivenhed mod ”Vor Frue af havet”. I 1901 dekreterede  Vatikanet den 15. december hendes kroning, der skete den 6. august 1922. I 1972 blev sognekirken Sant´Agostino med et ærkebiskoppeligt dekret ophøjet til et Maria-helligsted, det første i byen Salerno.

Oversættelse ved Lisbeth Rütz – Vatikanstaten