“Det er uacceptabelt at reducere ofre til detaljer”
Andrea Tornielli – Roberto Paglialonga Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Der er gået to år siden den frygtelige dag, hvor Hamas foretog et terroristisk angreb på Israel og fra begyndelsen på det, der blev til en regulær krig, som jævnede Gazastriben til jorden. Sammen med statssekretær Pietro Parolin mindes vi begivenhederne og det, der fulgte efter.
Deres eminence – vi er nu på vej ind i det tredje år efter det tragiske angreb den 7. oktober. Hvordan husker De det øjeblik, og hvad har det efter Deres mening betydet for staten Israel og de jødiske samfund i verden?
Jeg gentager det, jeg har haft lejlighed til at sige i disse dage: det terroristiske angreb, der blev forøvet af Hamas og af andre militser mod tusinder af israelitter og fastboende migranter, heraf mange civile, der stod for at skulle fejre Simchat Torah ved afslutningen af Sukkot-festen, er umenneskeligt og kan ikke retfærdiggøres. Det var en uværdig massakre – og jeg gentager – umenneskelig. Den Hellige Stol udtrykte øjeblikkeligt sin totale og beslutsomme fordømmelse ved straks at bede om befrielse af gidslerne og ved at vise nærhed til de familier, der blev ramt af terrorangrebet. Vi har bedt og gør det stadig, ligesom vi fortsætter med at bede om, at der kommer en afslutning på denne perverse spiral af had og vold, der risikerer at rive os ned i en afgrund uden en vej tilbage.
Hvad vil De gerne sige til familierne til de israelske gidsler, der endnu er i Hamas´ hænder?
Der er desværre allerede gået to år. Nogle af dem er døde, andre er blevet løsladte efter lange forhandlinger. Billederne af disse mennesker, der bliver holdt som fanger i tunnellerne og lider af sult, gør et dybt indtryk på mig og smerter mig. Vi kan ikke og bør heller ikke glemme dem. Jeg husker, at pave Frans i de sidste halvandet år af sit liv kom med 21 offentlige appeller, hvor han bad om løsladelse af gidslerne og mødte nogle af deres familier. Hans efterfølger, pave Leo XIV, er fortsat med at fremsætte disse appeller. Over for dem giver jeg udtryk for min nærhed i den daglige bøn for deres lidelser, idet jeg fortsat forsikrer om vores villighed til at gøre alt, hvad der er muligt, for at de igen kan omfavne deres kære - raske og i god behold - eller i det mindste få ligene tilbage af dem, der er blevet dræbt, så de kan få en værdig begravelse.
Ved markeringen af den første årsdag for angrebet den 7. oktober talte pave Frans om “det internationale samfunds og de mest indflydelsesrige landes skamfulde, manglende evne til at lade våbnene tie og gøre en ende på krigens tragedie”. Hvad skal der til for at få fred?
I dag er situationen i Gaza endnu mere alvorlig og tragisk i forhold til for et år siden efter en ødelæggende krig, der har kostet titusinder af døde som ofre. Det er nødvendigt at komme til fornuft igen, forlade hadets og hævnens blinde logik, sige nej til vold som løsning. Den, der angribes, har ret til at forsvare sig; men også det legitime forsvar må respektere princippet om proportionalitet i gengældelsen: desværre har den krig, der er kommet ud af det, haft katastrofale og umenneskelige følger. Den daglige optælling af døde i Palæstina gør indtryk på mig og piner mig. Nogle gange er det snesevis, ja hundredvis om dagen – så mange børn hvis eneste skyld ser ud til at være den, at de er født dér. Vi risikerer at vænne os til denne nedslagtning! Det er mennesker, der blev dræbt, mens de forsøgte at få fat på et stykke brød, mennesker der blev begravet under ruinerne, mennesker i teltbyerne, husvilde der blev tvunget til at flytte sig fra den ene del til den anden af dette smalle og overbefolkede stykke land. Det er uacceptabelt og kan ikke retfærdiggøres, at mennesker reduceres til blot at være “detaljer”.
Hvordan kan vi vurdere det markant stigende antal episoder med antisemitisme over hele verden i løbet af de sidste par måneder?
De er en trist og lige så uretfærdig konsekvens: vi lever af fake news, forenklingen af virkeligheden. Og det fører til, at den, der næres af disse ting, beskylder jøderne som sådan for, hvad der sker i Gaza. Vi ved, at det ikke er sådan; der er også så mange stemmer i den jødiske verden, der udtrykker uenighed og er imod den måde, som den aktuelle israelske regering har handlet og stadig handler på i Gaza og i resten af Palæstina, hvor – lad os nu ikke glemme det - bosætternes ofte voldelige ekspansionisme vil gøre en palæstinensisk stats fødsel umulig. Vi ser et offentligt vidnesbyrd fra gidslernes familiemedlemmer. Antisemitisme er en cancer, der skal bekæmpes og rykkes op med rode. Der er behov for mænd og kvinder af god vilje, vejledere, der skal hjælpe med at forstå og især at skelne. Vi kan ikke glemme det, der med Shoah skete i Europas hjerte; vi bør med alle vores kræfter engagere os, så dette onde ikke rejser sig igen. Vi må samtidig handle sådan, at umenneskelige handlinger og krænkelse af menneskerettighederne aldrig retfærdiggøres. Ingen jøde bør angribes eller diskrimineres i sin egenskab af at være jøde. Ingen palæstinenser bør angribes eller diskrimineres, fordi vedkommende – det hører man desværre ofte – er “potentiel terrorist”. Den perverse kæde af hadske handlinger er forudbestemt til at skabe en spiral, der ikke kan føre til noget godt. Det er trist at se, at man ikke kan lære af historien, også den nye historie, som forbliver en lære for livet.
De har talt om en uholdbar situation og har hentydet til de mange interesser, der er på spil og som hindrer afslutningen på krigen. Hvad er det for nogle interesser?
Det forekommer at være en selvfølgelighed, at den israelske hærs krigsførelse for at bekæmpe Hamas-militserne ikke er bevidst om, at man foran sig har en befolkning, der for de flestes vedkommende er forsvarsløs og presset til det yderste i et område med huse og ejendomme, der er jævnede med jorden. Det er nok bare at se på luftfotos for at blive klar over, hvad Gaza er i dag. Det forekommer mig lige så selvfølgeligt, at det internationale samfund desværre står magtesløst, og at de lande, der kan bruge deres indflydelse, lige indtil i dag ikke har gjort det for at standse den massakre, der er i gang. Jeg kan kun gentage de meget klare ord, der blev sagt angående det den 20. juli af pave Leo XIV: “Jeg retter en appel til det internationale samfund om at overholde menneskerettighederne og respektere forpligtelsen til at tage vare på civile, for ikke at tale om forbuddet mod kollektiv straf, vilkårlig brug af styrke og tvungen forflytning af befolkningen”. Det er ord, der endnu venter på at blive modtaget og forstået.
Hvad kan det internationale samfund altså gøre?
Det kan gøre meget mere i forhold til, hvad det gør nu. Det er ikke nok at sige, at det, der sker, er uacceptabelt og så fortsætte med at tillade, at det sker. Man må stille sig selv nogle alvorlige spørgsmål - for eksempel om det lovlige i at levere våben, der bruges til skade for civilbefolkningen. Desværre – det har vi jo set – har De forenede Nationer indtil nu ikke været i stand til at standse det, der er ved at ske. Men der er internationale aktører, der i stedet ville være i stand til at bruge deres indflydelse i højere grad for at gøre en ende på denne tragedie, og det er nødvendigt at finde en vej til at give De forenede Nationer en mere effektiv rolle i at gøre en ende på de mange broderkrige, der foregår i verden.
Hvad mener De om den plan, præsident Trump har præsenteret, for at nå frem til våbenhvile og afslutning på krigen?
En hvilken som helst plan, der involverer det palæstinensiske folk i beslutninger om deres egen fremtid og lader dette blodbad slutte samtidig med, at gidslerne løslades og det daglige drab på hundreder af personer ophører, bør modtages og støttes. Også Den hellige Fader har udtrykt ønske om, at parterne giver deres accept, og at man til slut kan begynde en vej frem mod fred.
Hvordan skal man bedømme den stillingtagen, borgerinitiativer - også i Israel - udtrykker til fordel for fred og mod den israelske regerings krigspolitik?
Selv om disse initiativer på grund af overgreb fra nogle få voldsmænd risikerer at sende et forkert budskab videre til medierne, slår det mig som noget positivt, at man deltager i demonstrationer, og at så mange unge engagerer sig. Det er tegnet på, at vi ikke er dømt til ligegladhed. Vi må tage denne længsel efter fred, efter engagement seriøst. Det drejer sig om vores fremtid, om vores verdens fremtid.
Der er dem – også inden for Kirken – der hævder, at stillet over for alt dette skal vi først og fremmest bede, ikke gå ud i det offentlige for ikke at spille med i de voldsparates spil....
Jeg er døbt, jeg er troende, jeg er præst. For mig er den stadige bøn foran Gud om, at Han skal være os nær, hjælpe os og gribe ind for at gøre en ende på alt det gennem at støtte anstrengelserne fra kvinder og mænd af god vilje essentiel, daglig, fundamental. Pave Leo har endnu en gang indbudt os til at bede en rosenkrans for freden den 11. oktober. Men jeg ville også gerne minde om, at den kristne tro enten er inkarneret, eller også er den det ikke... Vi følger en Gud, der blev menneske ved at tage vores menneskenatur på sig og som har vidnet for os om, at vi ikke kan være ligeglade med det, der sker rundt om os og også langt væk fra os. Derfor vil bøn aldrig være nok, men det vil heller aldrig være nok med det konkrete engagement, mobilisering af samvittighederne, fredsinitiativer, og øget sensibilitet med den omkostning, at man risikerer at løbe en risiko vil heller ikke være nok. Der er et tavst flertal, der også består af mange unge, som ikke overgiver sig til denne umenneskelighed. De kaldes også til at bede. At tro at vores rolle som kristne er den at lukke os inde i sakristierne, det finder jeg dybt forkert. Bøn kalder os også til et engagement, til et vidnesbyrd, til konkrete valg.
Pave Leo bliver aldrig træt af at bede om fred. Hvad kan Den Hellige Stol gøre i denne situation? Hvad kan hans og hele Kirkens bidrag være?
Den Hellige Stol, der nogle gange ikke bliver forstået, fortsætter med at bede for fred, med at invitere til dialog, med at bruge ordene “forhandlet” og “ aftale”, og den gør det på basis af en dyb realisme. Alternativet til diplomati er evig krig, det er afgrunden af had og selvdestruktion i verden. Vi må råbe med stor kraft – lad os standse før det er for sent. Og vi må handle, gøre alt, hvad der er muligt, for at det ikke skal blive for sent. Alt er muligt.
Hvorfor er anerkendelse af staten Palæstina vigtig i denne fase?
Den Hellige Stol anerkendte officielt staten Palæstina for 10 år siden med den globale aftale mellem Den Hellige Stol og staten Palæstina. Præambelen i denne internationale aftale støtter fuldstændigt en retfærdig, omfattende og fredelig løsning på Palæstinaspørgsmålet i alle dets aspekter og i overensstemmelse med international ret og med alle FN´s relevante resolutioner. Samtidig støtter den en palæstinensisk stat, der er uafhængig, suveræn, demokratisk og som kan omsættes til praksis inklusive i Cisjordanien, Østjerusalem og Gaza. Samme overenskomst ser ikke denne stat som værende i modsætning til andre, men som i stand til at leve ved siden af sine naboer i fred og i sikkerhed. Vi ser med tilfredshed på den kendsgerning, at forskellige lande i verden har anerkendt den palæstinensiske stat. Men vi kan ikke undlade at konstatere med bekymring, at de israelske deklarationer og beslutninger går i en modsat retning og derfor sigter mod for altid at hindre den mulige fødsel af en virkelig, palæstinensisk stat. Denne løsning – fødslen af en palæstinensisk stat – forekommer mig efter det, som er sket de sidste to år, at være endnu mere på sin plads. Den er vejen frem for de to folk i to stater, som Den hellige Stol har fulgt lige fra begyndelsen. De to folks skæbner hænger sammen.
Hvordan står det til med det kristne fællesskab i området efter det hårde angreb på Den hellige Families Kirke, og hvorfor er dens rolle vigtig?
Som vi har set, har også de kristne i Gaza været under angreb... Jeg bliver bevæget ved at tænke på disse personer, som er besluttede på at blive der og dagligt beder for freden og for ofrene. Det er en situation, der bliver mere og mere prekær. Vi forsøger på alle måder at være tæt på dem, og det sker takket være aktiviteter hos det latinske patriarkat i Jerusalem og Caritas. Vi takker regeringer og alle institutioner, der engagerer sig i at få hjælpen til at nå frem og i at hjælpe de alvorligt sårede. De kristnes rolle i Mellemøsten har været og forbliver fundamental, også selv om antallet af dem bliver mindre. Jeg ville gerne minde om, at de er med i alt og alt, hvad der sker for det forpinte palæstinensiske folk, hvis lidelse de deler.
