Pave Leo fortsætter pave Frans´ markedskritik med egne accenter

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Kirkens ”særlige valg for de fattige”, næstekærlighed med grundlag i troen og kampen mod de uretfærdige strukturer er hovedbudskaberne i pave Leo XIV´s første læreskrivelse Dilexi te (jeg har elsket dig), skriver professor i kristen socialvidenskab og social dialog ved Kölns katolske universitet, dr. Elmar Nass i en kritisk kommentar på katholisch.de, website for den tyske bispekonference.

Den nye skrivelse er en exhortation, dvs. en læreskrivelse på et niveau under en konstitution og en encyclika. Dokumentet er underskrevet af paven.  Meget ofte – men ikke altid og ikke her– skrives en apostolisk exhortation efter konsultation med biskopper, som har deltaget i en synode. En skrivelse af den art adresserer temaer, der p.t. diskuteres inden for Kirken.

Fortsætter et højt prioriteret tema hos pave Frans

Titlen spiller på Dilexit nos (Han har elsket os - 24. oktober 2024), den fjerde og sidste encyklika af pave Frans med undertitlen "Om den menneskelige og guddommelige kærlighed til Jesu Kristi Hjerte", hvor pave Frans reflekterer over dyrkelsen af Jesu hellige hjerte.  Der var planlagt en fortsættelse, hvilket pave Frans ikke nåede. Som pave Frans gjorde i sin tid, da han udgav Lumen fidei (troens lys) og afsluttede forgængeren Benedikt XVI’s projekt om tro, håb og kærlighed, afslutter pave Leo det projekt, pave Frans begyndte på i Dilexit Nos. Skrivelsen er mindre præget af sociale temaer og mere præget af det spirituelle end Frans’ tidligere encyklikaer, skriver Nass.

Dilexi te byder ved første øjekast – skriver Nass - ikke på meget nyt – men den kommer med ”det første dybere indblik i den nye paves moralske og samfundsmæssige tænkning”. Kirkens kærlighed til de fattige har længe været et kerneanliggende for den og er blevet belyst med mange tekster af pave Frans, og pave Leo fortsætter med denne programsætning samtidig med, at han sætter sine egne accenter, skriver Nass.

Guds nærvær i verden fortsætter efter Jesu død og opstandelse i de fattige, og er begrundelsen for budet om næstekærlighed, der er noget andet end social hjælp (15). Det ”særlige valg for de fattige” stiller kritiske spørgsmål til samfundsmæssige og økonomiske forhold og de strukturer, der fremmer ulighed (10) og læner sig op ad pave Frans ‘tale om ”diktaturet hos en økonomi der dræber” (92). Troen på det frie markeds evne til at regulere og hele sig selv forkastes som ved pave Frans ((92, 114)

Nass finder det glædeligt, at fattigdom ikke bare forstås materielt men også moralsk og åndeligt (9), men ønsker sig en mere systematisk differentiering mellem den dårlige (materielt egoistiske) rigdom og den gode (åndelige- sjælelige) rigdom og kritiserer manglen på begrebsmæssig skelnen mellem barmhjertighed/ frivillig næstekærlighed og solidaritet udtrykt i et socialt retsprincip som det klart kommer til udtryk ved Osvald von Nell- Breuning S.J. – the grand old man i Tyskland inden for katolsk sociallære.

Mindre skarp kritik af markedet

Nass konstaterer, at pave Leo er mindre skarp i sin kritik af markedet end pave Frans, der i sin encyclika Laudato Si ‘havde ”fordret politikkens primat før økonomien og dermed åbnet døren til socialismen”. Så radikalt går pave Leo ikke til værks, skriver Nass, der dog ønsker sig mere fokus på en social markedsøkonomi.  For markedet står ikke grundlæggende i modsætning til varetagelsen af menneskeværdighed og menneskerettigheder (92,94) som Johanes Paul betoner det i sin encyklika Centesimus Annus

Han påpeger, at kompleksiteten i temaet migration ikke udfoldes fuldt ud (75) og foreslår en social encyclika om emnet. Som en ny accent bemærkes også, at kardinal Ratzingers instruks over nogle aspekter af befrielsesteologien nævnes positivt.