“Ånden kan handle på meget forskellig vis”, siger Fernandez

Edoardo Giribaldi – Vatikanstaten Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Åndens helt frie handling, der af og til, som den hellige Augustin hævdede det, er “mod naturen” viser sig i en mystik, der er åben for alle. Det er erfaringer, der tillader at “smage” forholdet til Gud og som også i dag finder udveje som “terapeutisk vej” i en verden, hvor “følsomhed over for Gud” synes mere og mere afsvækket. Det var netop nogle af de temaer, der blev berørt den 11. november på andendagen af konferencen Mystik, mystiske fænomener og hellighed, der blev organiseret af dikasteriet for helgenkåringer på det pavelige universitet Urbania. Konferencen blev åbnet af dikasteriets kardinalpræfekt, Marcello Semeraro, og fortsætter til og med onsdag, mens der torsdag vil være audiens med pave Leo XIV.

Fernandez: ånden viser sig i historiens løb

Blandt ordstyrerne var kardinal og præfekt for troslæredikasteriet, Victor Manuel Fernández, der forklarede de regler, dikasteriet har vedtaget for skelnen mellem fænomener, som menes at være overnaturlige. Normerne støtter sig på nogle nøgleprincipper: “Helligånden arbejder i Kirken i fuld frihed”. I katolsk tankegang eksisterer der altså en fast overbevisning om “Åndens frihed”, der kan vise sig i løbet af historien på forskellig vis - også gennem overnaturlige begivenheder som syn eller visioner. I almindelig praksis afsluttes den slags tilfælde med et “nulla osta” (intet at indvende), der giver tilladelse til offentlig kult uden dermed at udtale sig om fænomenets overnaturlige oprindelse. I de sidste 50 år, udtalte kardinalen, har man registreret cirka 3.500 tilfælde af salig- og helgenkåringer. Alligevel er der i samme periode kun udsendt 3 eller 4 erklæringer om fænomenets overnaturlige karakter, hvilket viser vanskeligheden i at nå til en officiel anerkendelse af denne type.

Blandt de vigtigste ting, der kan findes betænkelige, er risikoen for, at når man en gang har erklæret et fænomen for at være af guddommelig oprindelse, kan de modtagne budskaber anses for at være “det åbenbarede Ord”. En erklæring om et fænomens overnaturlige karakter - understregede kardinalen -garanterer ikke, at der er absolut vished om begivenhedens autenticitet: også i de tilfælde, som Kirken anerkender, drejer det sig om “private” syner, som de troende kan tro frit på eller ikke. Den kirkelige erklæring er altså af en “forsigtig” karakter, og ofte er den ikke engang nødvendig. Mange syner har bevirket, der er opstået helligsteder og åndelige frugter uden nogen officiel anerkendelse. Skelnen bliver ved med at være fundamental, især for at skelne sådanne fænomener fra dem, der udnytter dem for at lukrere på mennesker eller få dominans over dem – tilfælde som er “meget, meget bekymrende” og som kan føre til alvorlige former for “misbrug”. Dikasteriets normer foreslår mulige “forsigtige konklusioner”, der skal tages i brug, før fænomenet bliver af et sådant omfang, at de gør ethvert indgreb mere komplekst. Nogle episoder kan løses på stedet, mens andre kræver direkte indgriben fra dikasteriet, når forvirrende elementer dukker op eller potentielle risici, der nødvendiggør et forsøg på at skelne.

Vauchez: kvindelige mystikere i middelalderen

André Vauchez tog så ordet. Han er docent i middelalderhistorie ved universitetet Paris X-Nanterre. Han kom med et indlæg på fransk med titlen Mystik og hellighed i Vesten i senmiddelalderen. Fra begyndelsen af slutningen på det 12. århundrede - forklarede professoren -kom mystikken ind i en dobbeltsidet proces af “femininisering og laicering”, idet den blev en individuel erfaring, der nogle gange kunne forekomme suspekt for Kirken, “i det omfang præsteembedet nu forekom unyttigt for dem, der nød godt af det”. Nogle historikere tolkede mystisk erfaring som et “tilflugtssted” for kvinder, der i størsteparten af tilfældene ikke kunne latin og måtte diktere deres erfaringer til præster. Fra det 14. århundrede hævdede nogle mandlige ordensfolk, i særdeleshed franciskanere og dominikanere, at kvinder var forhåndsdisponerede til en dybere forståelse af troens mysterier, fordi de ikke var prægede af “verdslige bekymringer eller skolastiske ræsonnementer”. Fra midten af det 14. århundrede begyndende med paverne Urban V og Gregor IX anerkendte de, at “den visionære og profetiske karakter” af de mest fremtrædende skikkelser – den hellige Birgitta af Sverige, den hellige Katarina af Siena og den salige Dorotea af Montau - kunne støtte Kirken “i prøvelsens og krisens tid”

Bolis: mysticisme som guddommelig “gave”

Derefter kom don Luca Ezio Bolis, docent i spiritualitetens og den åndelige teologis historie ved det teologiske fakultet for Norditalien, med et indlæg, hvor han berørte temaet Mystik og teologi: en kompleks og frugtbar forbindelse. Han fremhævede forskellen på at “spise”, hvilket repræsenterer den teologiske viden, og at “smage” en ret, hvilket viser tilbage til den mystiske erfaring. En skelnen af den art er en del af den mere omfattende spænding mellem tro og fornuft, hvor den første ofte er blevet forvist til “et marginalt område” sammenlignet med det andet. Denne skelnen endte med at gøre begge poler fattigere: teologien blev nogle gange abstrakt og tør i opfattelsen af den kristne åbenbaring, og den åndelige erfaring blev udsat for risikoen for en “ subjektivistisk afvigelse”. I dag - efter århundreders mistanke - værdsættes mystikken igen også som en mulig “terapeutisk vej” i en tid, hvor “sensibiliteten over for Gud” synes svækket. Bolis forklarede efterfølgende, at mystik ikke er sammenfaldende med irrationalisme, clairvoyance, overtro, okkultisme eller magi. Den er snarere en “gave” der er guddommelig, nådens frugt og som ikke kan fås med tekniske midler.

Eftermiddagens ordstyrere

Eftermiddagens indlæg blev startede af fader Emilio Martínez González fra det pavelige teologiske fakultet Teresianum. Han satte helgenernes skikkelser i forbindelse med mystiske fænomener. Disse sidste - forklarede barfodskarmelitten - har ikke andet formål end at “pleje kærligheden i os” ved at orientere personen mod en hellighed, der som hos den hellige Terese af Jesus bliver til virkelighed “mellem gryderne” d.v.s. i det konkrete, daglige liv. Så fulgte et indlæg fra søster Chiara Codazzi, S.F.A., docent ved det teologiske fakultet ved det pavelige universitet Antonianum, om temaet mystik i relation til lægfolkets liv dvs.  "kontemplation of handling i nutiden”. Så kom fader Raffaele Di Muro, docent ved det pavelige teologiske fakultet San Bonaventura – Seraphicum, der gik i dybden med de gudviedes liv i nutiden. De er, forklarede han, kaldede til at udvikle en særlig åndelig “radar”, der kan genkende menneskelige lidelser og oversætte en sådan bevidsthed til en konkret gestus af medfølelse. Således dannes konturerne af en “kærlighedens mystik” i hvilken kontemplationen bliver kilde og næring til kærlighedens handling.

Fabenes konklusioner

Ved slutningen af andendagen konkluderede monsignor Fabio Fabene, sekretær ved dikasteriet for helgenkåringer, at teologi og mystik belyser hinanden gensidigt, og at det mystiske fænomen også findes i andre religioner, men forbliver “en konstituerende del af personen”. “Skabningen forsvinder uden sin Skaber”, sagde han. “Den kærlige forbindelse med Gud bør konkretiseres i broderlig kærlighed”.