I biografen med paven. Fire film om håb

Rosario Tronnolone – Vatikanstaten Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Vi husker alle den komiske og desperate vedholdenhed, som Guido Orefice (instruktøren og skuespilleren Roberto Benigni) viser i filmen Livet er smukt, hvor han beskytter sin søn Giosuè mod Holocausts rædsler ved at lade ham tro, at det drejer sig om en leg, der består i at klare nogle meget hårde prøver for endelig at vinde den eftertragtede præmie – en rigtig tank. Og en rigtig amerikansk tank viser sig ved slutningen af filmen for barnet, der er kommet ud af sit skjulested i den kz-lejr, som nazisterne nu har forladt. Det er i hans øjne beviset på, at det, faderen havde fortalt ham, var sandt. Det kostede faderen, som holdt sit løfte, livet, og han lærte sin søn at blive ved med at tro og ikke overgive sig til kynisme og desperation.

“The Sound of Music”- harmoni som redning

En faderfigur står i centrum i dén af de fire film, som har den letteste tone. Det drejer sig om musicalen “The Sound of Music” af Robert Wise. Den østrigske kommandør Georg Von Trapp (Christopher Plummer), der er enkemand med syv børn, ansætter som huslærerinde en ung, udisciplineret novice med talent som sanger. Hun hedder Maria (Julie Andrews)og overvinder børnenes mistro og fjendtlighed, den maskerede jalousi hos en meget smuk baronesse, der er forelsket i kommandøren, og faren fra nazisterne, der er på sporet af dem, mens de forsøger at flygte til Schweiz. (Det sker også takket være den sabotage, som søstre fra klostret laver på forfølgernes biler). Familiens eneste våben er dens smittende kærlighed til musikken og den harmoni, den forstår at sprede omkring sig.

“Det er herligt at leve” – et livs værdi

Universelt er også budskabet i slutningen på It’s a Wonderful Life (“Det er herligt at leve”) af Frank Capra, julefilmen par excellence, hvor George Bailey, en ærlig familiefar (James Stewart, med Hollowoodfilmens mest uskyldige voksenansigt) kommer så vidt, at han overvejer selvmord på grund af, at hans lille firma er gået fallit og at han har mistet de penge, han skulle betale et forfaldent afdrag med. Uden dette afdrag ville han miste alt til den utiltalende Potter (der i øvrigt tilfældigt er kommet i besiddelse af disse penge, men som har vogtet sig for at sige det til ham). Den, der i dette øjeblik hjælper George, er en “underengel”, Clarence. At englen har en underordnet position i hierarkiet, ser man: den har endnu ikke vinger, men har Henry Travers godmodige smil og tålmodige blik. Og englen viser den desperate George, at uden ham og de små, daglige handlinger, som han har udført i løbet af sit liv (alle prægede af gavmildhed og selvopofrelse), ville hans slægtninges, venners og medborgeres liv være ulykkelige og meningsløse. Og netop disse venner og medborgere viser i slutningen af filmen George deres taknemmelighed i en bevægende konkurrence om gavmildhed.

“En ganske almindelig familie”, sår og forsoning

Men dér hvor disse tre titler - takket være den optimisme og det håb, de udtrykker, ofte er tilbagevendende i TV- programmerne ved juletid, er den fjerde titel valgt af Leo XIV den mest usædvanlige, den mest smertefulde og den mest komplekse. Den er den mest nøgne i sin rå karakter, og det forekommer mig, at den også kan være fortolkningsnøgle til at forstå valget af de andre tre. En søns død er indledningen til “En ganske almindelig familie”(Ordinary People) instrueret af Robert Redford: Conrad, broderen til den døde søn, forsøger at begå selvmord. Han er ude af stand til at overvinde skyldfølelsen ved at have overlevet. Moderen (Mary Tyler Moore) flygter ind i et panser af kulde og selvkontrol og bliver mere og mere slet skjult hadefuld over for sønnen, faderen Calvin (en lidende, fortabt, værdig Donald Sutherland, uretfærdigt overset ved årets Oscar-tildeling), forsøger at mægle mellem de to og redde stumperne af sin familie. Smerten fører til at såre og såre hinanden i et rasende udbrud af blinde og stædige slag, der følger efter hinanden i en besættende gentagelse (Pachelbels canon er filmens yderst effektive lydspor). Men at anerkende hinanden som skrøbelige mennesker med behov for kærlighed er den eneste vej til redning. Og slutningens omfavnelse mellem faderen og sønnen, der ikke sætter ord på deres gensidige kærlighedserklæring, synes at være den eneste vej til redning – ikke bare for denne familie, men også for En ganske almindelig familie” i 90´erne og for menneskeheden i dag og til enhver tid.