Pave Leo I iznik ved fejringen af 1700-års jubilæet for det første koncil Pave Leo I iznik ved fejringen af 1700-års jubilæet for det første koncil  (@Vatican Media)

Økumenisk højdepunkt i Tyrkiet

Kristne kirkesamfund samlede for at fejre 1700- års jubilæet for Nikæa.

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Højdepunktet under pave Leos første apostoliske rejse har indtil nu været fejringen af 1.700-års jubilæet for koncilet i Nikæa (i dag Iznik). I år 325 samlede Konstantin den Store her 318 biskopper til et stort kirkemøde. Det skete 12 år efter at kristendommen var blevet legaliseret som religion i Romerriget. Fejringen har stor symbolværdi som et tegn på alt det, der samler de kristne.

Side om side med Bartolomeios I, patriark af Konstantinopel, deltog pave Leo fredag i højtideligheden. “Vi nærmer os denne hellige mindehøjtidelighed med den ærefrygt, vi deler og med en fælles følelse af håb... Vi er her for at aflægge et levende vidnesbyrd om den samme tro, som blev udtrykt af konciliefædrene i Nikæa. Vi vender tilbage til denne kilde til den kristne tro med det mål at gå fremad”, sagde Bartolomeios. Højtideligheden fandt sted på en platform, der er bygget ved ruinerne af Neophytos-kirken. Her holdt også paven en kort tale. Han var omgivet af repræsentanter for både østlige og vestlige kirkesamfund, bl.a. generalsekretæren for Den anglikanske Kirke Anthony Poggo, Dirk Jan Schoon fra den gammel-katolske bispekonference i Utrecht, Jerry Pillay, generalsekretær for Verdenskirkernes Råd, Dirk Lange fra det lutherske verdensforbund og Valerie Duval Pujolund fra baptisternes verdensalliance.

“I en tid der på mange måder er dramatisk, hvor mange mennesker bliver udsat for utallige trusler mod deres værdighed, er 1.700-års jubilæet for det første koncil i Nikæa en dyrebar anledning til at spørge os selv om, hvem Jesus Kristus er for nutidens kvinder og mænd, hvem han er for hver af os. Dette spørgsmål retter sig på en særlig måde mod de kristne, der risikerer at reducere Jesus Kristus til en slags demokratisk leder eller en supermand – en forfalskning der til syvende og sidst kun fører til tristhed og forvirring. Ved at nægte Kristi guddom reducerede Arius ham til en simpel formidler mellem Gud og mennesker, fordi han ignorerede inkarnationens realitet, så det guddommelige og det menneskelige forblev uopretteligt adskilte. Men hvis Gud ikke er blevet menneske, hvordan kan de dødelige så deltage i Hans udødelige liv? Det var det, der var på spil i Nikæa og det, der er på spil i dag: troen på Gud, der i Jesus Kristus er blevet som os for at gøre os til “delagtige i den guddommelige natur”, sagde paven bl.a.

I søen ved Iznik, hvor den økumeniske fejring fandt sted, identificerede den tyrkiske arkæolog Mustafa Sahin ud fra luftfotos i 2014 en oldkirkelig basilika, der anslås at være bygget i 380. På grund af den globale opvarmning er ruinerne af kirken nu fritlagt. Basilikaen blev bygget oven på ruinerne af en tidligere kirke indviet til en 16 år gammel dreng Neophytus, der led martyrdøden i 303 under en periode med voldsomme kristenforfølgelser. I trækirken, der blev bygget på stedet, blev det første koncil holdt. Den blev ødelagt på grund af et jordskælv. Også basilikaen blev i 1065 ødelagt af et jordskælv.

29 november 2025, 13:53