Pave Frans: spørgsmålet om Middelhavet er universelt. Det angår hele verden

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

‘Munterheden. Den positive måde at tænke på. Modstandskraft. Det er disse gaver, jeg beundrer mest hos Napoli”. Sådan sagde pave Frans i et interview der lørdag blev offentliggjort i “Il Mattino” i anledning af den napolitanske avis´130 års fødselsdag. Man kom rundt om mange temaer: fra krigen til vanskelighederne for den sydlige halvkugle, fra politik som en form for næstekærlighed til den organiserede kriminalitets svøbe. Man kom også ind på miljøødelæggelser- især i de områder, der hærges af påsatte brande, og på oversvømmelserne i regionen Le Marche. 

Deres Hellighed. Napoli er en metropol, der ligger ud mod Middelhavet og netop derfor på en helt særlig måde præger Deres pontifikat. Det ligger ud mod “mare nostrum” - et gennemgangssted for migration og skueplads for de store tragedier i dag. Det er et område, som De har udtalt Dem om. Lige nu koncentrerer De Dem om, at krigen på tragisk vis er vendt tilbage til Europas hjerte og om en pandemi, der udover at være årsag til sorg synes at have ramt menneskeheden og rystet den dybt.

Jeg har været i Napoli. På en eller anden måde minder den mig om Buenos Aires. For den taler til mig om den sydlige del af jordkloden. Og jeg er jo fra Syden. Jeg har rejst på Middelhavet, mare nostrum, og jeg har selv set migranterne i øjnene. Jeg har set angsten og håbet, tårerne og smilene, som fortæller om en forventning, der alt for tit bliver forrådt. Jeg vil aldrig kunne glemme de ord, der blev sagt til dem på Lesbos i 2016 af min ven og bror, den økumeniske patriark Bartolomeios. “Den, der er bange for jer har aldrig set jer i øjnene. Den, der er bange for jer har aldrig set jeres ansigter. Den der er bange for jer ser ikke jeres børn”. Når jeg tænker på Middelhavet, Lesbos, Cypern, Malta, Lampedusa, så tænker jeg, at de områder, som dette hav skyller op på, netop er dem, hvor Gud blev menneske. Jesus var født her; det sted, hvor hans vugge stod, er ved at blive forvandlet til en kirkegård uden sten, et dødens hav. Og så tror jeg også, vi ikke må glemme, at alles fremtid kun vil være rolig, hvis de svageste får en plads. For når de fattige skubbes væk, så skubber man Gud væk - Ham som er i dem, og man skubber freden væk. Derfor er jeg altid på vagt over for dem, der gerne vil spinde verden ind i frygt, i mistillid, mure og krige i stedet for tillid, omsorg, broer og fred. Det er let at skræmme den offentlige mening ved at skabe frygt for den anden. Vanskeligere at tale om mødet med den anden, kæmpe mod udnyttelsen af de fattige, krige der ofte finansieres i stor udstrækning, økonomiske aftaler lavet på andres bekostning, en blomstrende handel med våbensmugling. Men som kristne kaldes vi til at argumentere ud fra fred og ikke krig, kærlighed og ikke had-  også i de øjeblikke der forekommer os mest mørke.

Men hvordan kommer vi ud af krigen? Hvordan kommer verden til at se ud efter krigen?

I dag bruger vi krigen i Ukraine og mange andre som målestok. Den hellige Johannes Paul II skrev i sit budskab til Verdensfredsdagen i 2002 – dagen efter attentatet på Twin Towers -  at man ikke kan genetablere den orden, der er brudt, hvis man ikke forbinder retfærdighed og fred med hinanden. De bærende søjler for den sande fred er retfærdighed og den fred, der er en særlig form for kærlighed. Det er vejen. Der er en tid for alt. Før tilgivelse kommer fordømmelsen af det onde. Men det er væsentligt ikke at dyrke krigen, men at forberede freden, at så fred. Ikke at resignere over for den ide´,at for at sejre over det onde er det nødvendigt at bruge dets våben. Som jeg understregede under mødet med Kazakhstan med de religiøse ledere, så er dialogen den eneste og nødvendige vej, som man ikke kan forlade. Og det er nødvendigt at gå i dialog med alle.

Over for alle de uhyre mange problemer spørger man sig, hvilken rolle Napoli, området omkring det og hele det sydlige Italien kan spille i den genfødsel, man flere gange har regnet med, men som aldrig er blevet til noget eller bare konkret sat i gang. Det ser også ud til, at tiden for at behandle det gamle “spørgsmål om Syditalien” er løbet ud. Og alligevel bliver man ikke træt af fra gang til gang at sige, at nu kommer der snart en kursændring.

Det er tit sket, mens vi har været undervejs som menneskehed, at i stedet for et nødvendigt kursskifte, har vi som Kierkegaard sagde stillet os tilfredse med ubetydelige ændringer af dagens menu - den som kokken serverede på skibet, mens kursen blev ved med at være den samme.  Men det er os, der sætter kursen. Skridt for skridt. Med vores tanker og vores handlinger. Carlo Levi skrev i sin bog “Kristus standsede ved Eboli”, at det ikke kan være Staten, der skal løse spørgsmålet om Syditalien af den grund at det, som vi kalder problemet Syditalien, ikke er andet end problemet med Staten.  Til det ville jeg gerne tilføje, at staten, staterne, det er os med vores evne (eller mangel på samme) til sammen at opbygge institutioner, normative systemer, og måde at agere på (individuelt eller kollektivt), der som det eneste mål har det fælles bedste. Her er roden til vores problemer, at vi ikke er vant til at tænke på det fælles bedste. Men hvis vi ser på den tid, vi lever i, står vi over for muligheden af en radikal kursændring. Når jeg tænker på Napoli, dens historie, de vanskeligheder den har haft, så tænker jeg også på napolitanernes unikke, kreative evner. Og tiden udfordrer os alle. Jeg tænker på, hvordan man kan bruge den kreativitet til at få det gode ud af det onde. Livsglæde ud af vanskeligheder, håb også der hvor der kun synes at være forkastelse og udelukkelse. Jeg tænker, at Napoli kan føle sig kaldet til at spille en eksemplarisk rolle. Det er aldrig for sent, det er altid tid til at skifte kurs. Og sådan er også tiden i dag. Og den udfordrer os alle. Som jeg sagde i den mørkeste stund under pandemien i det helt særlige øjeblik for bøn på Peterspladsen, mens jeg tænkte på de rødder, det onde har slået i vores tid: grådige efter profit har vi ladet os besætte af ting og ladet os rive med. Ansigt til ansigt med de krige og den uretfærdighed, der hærger planeten, er vi ikke vågnet op. Vi har ikke lyttet til skrigene fra de fattige og fra vores planet, der er alvorligt syg. Vi har troet, vi kunne blive ved med at være raske i en syg verden. Det er en prøvelsens dag i dag – en tid for at vælge. Det er tid til at vælge, hvad der tæller og hvad der ikke varer, til at skille det der er nødvendigt fra det, der ikke er det. Det er tid til at slå ind på en ny kurs. Napoli danner på en eller anden måde mønster for spørgsmålet om Syditalien. Men sydtemaet er universelt. Det angår uligheden. Spørgsmålet om Syditalien er et universelt spørgsmål. Det angår hele verdens fremtid. Hvad angår Laudato sì, har jeg bedt om, at man tænker på en bæredygtig og helstøbt udvikling, nye måder at forstå økonomi og fremskridt på`, og jeg har understreget det store ansvar, der ligger på politik og økonomi- ja på enhver af os.  Derfor har jeg flere gange bedt de internationale kreditgivere om, og det bliver jeg ved med at gøre i Guds navn, at de vil tillade de fattige lande at garantere deres befolkningers primære behov og slette den gæld, de nogle gange har optaget mod deres befolkningers interesser. Derfor fortsætter jeg med at bede om, at de store selskaber holder op med at ødelægge skovene, forurene floder og have og forgifte mennesker og fødevarer. Den dramatiske oversvømmelse i le Marche-regionen, der har skabt sorg og ødelæggelse og smerte i hele landet, repræsenterer den seneste bekræftelse af, at klimaudfordringen fortjener samme opmærksomhed som Covid og krig.  Det er nødvendigt at sadle totalt om og holde op med på det overordnede plan at påtvinge befolkningen monopolistiske strukturer, der puster priserne op og ender med at tage brødet ud af munden på den sultende. Derfor fortsætter jeg med at bede dem, der fabrikerer våben og sælger dem, om fuldstændigt at indstille deres aktivitet der kun giver næring til vold og til krig ved at sætte millioner af liv på spil. Ligesom jeg også har bedt teknologigiganterne om at holde op med at udnytte menneskelig svaghed for at opnå profit, og jeg har bedt dem om ikke at fremme manipulation af mindreårige på websider, hate speech, fake news, konspirationsteorier og politisk manipulation og i stedet for at liberalisere adgang til oplysende indhold. Regeringer i det hele taget, politikere fra alle partier har jeg bedt om, og det fortsætter jeg med, at arbejde for det fælles bedste. Jeg har også bedt dem om at have mod til at se deres folk i øjnene, til at vide, at det der er godt for et folk er meget mere end en konsensus mellem de involverede parter. Jeg har bedt om, at der ikke bare lyttes til de økonomiske eliter, som så ofte er talsmænd for overfladiske ideologier, der udelukker de sande spørgsmål om menneskelighed. Kreativitet skal der til. En kreativitet der er rettet mod det gode. En ny, økonomisk model. Napolitanerne har så meget kreativitet. Det er nødvendigt at rette den mod det gode. Den kurs, der lægges, er vigtig.

Det kan ikke skjules, hvordan håbet – i Napoli og hele Syditalien - formørkes af mange ting – først og fremmest af den fatale måde, organiseret kriminalitet er til stede på. Man kan ikke benægte, at dette ukrudt næres af en række skævheder og skrøbeligheder, der ikke rettes mod det fælles bedste og involverer civile strukturer og institutioner. De talte under Deres besøg i 2015 selv til Scampia (forstad til Napoli) om ”stinkende korruption”

Det er sandt. Organiseret kriminalitet er et sår på samfundet. Det angår alle – både den nordlige og den sydlige verden. Jeg sagde det netop i Napoli: Vi har alle muligheden for at lade os korrumpere -ingen af os kan sige: ”jeg vil aldrig blive korrupt”! Der er virkelig så meget korruption i verden! En ting, der er korrupt, er en ting der er i stykker, som stinker. Som et dødt dyr der er ved at gå i forrådnelse, sådan er også et korrupt samfund. Og også en kristen, der lader korruptionen komme ind i sig selv, stinker. Når jeg tænker på Napoli, på Campania tænker jeg også på don Peppe Diana, San Giuseppe Moscati, Bartolo Longo, rosenkransens apostel. På modet til at tage et valg. På det godes vellugt. Alt kan forløses af det gode. Der skal en kursforandring til.

Der er så mange ting, der trænger sig på inden for dette område. Vi har mødt mange af disse behov i Deres sociale encyclikaer lige fra “Laudato sì”. Den dramatiske situation i “brandområderne” er en lemlæstelse af naturen, som beboerne i området betaler for en dyr pris -  ofte med deres eget liv. De første ofre er børnene. Når de ikke bliver syge eller dør, ser de, at fremtiden ikke står åben for dem.

Alt hænger sammen. Jeg har sagt det så mange gange. Den dramatiske situation i brandområderne har forbindelse til alle de mange dramaer, som vores jord lider under. Og vores fejl går ud over de mindste, som vi ikke bare stjæler fremtiden fra, men også nutiden. Vi må endnu en gang tage udgangspunkt i, at verden hænger sammen. Dette betyder ikke bare en basal indrømmelse af de synlige konsekvenser af vores fejl. Det gælder også om at se på nye måder at handle på, om at søge nye løsninger, der er bevidste om denne sandhed. Man kan ikke handle alene. Hver enkeltperson og hele det internationale samfund skal tage det økonomiske engagement på sig, så det fører til kollegiale, solidariske og visionære handlinger. Og det er nødvendigt, at de yngste generationer ikke lader de ældre stjæle fremtiden fra sig. Jeg vil gerne minde om en refleksion hos en latinamerikansk helgen Sant´Alberto Hurtado, der engang spurgte sig selv: skal samfundets fremskridt kun være til,for at man kan eje den sidste nye bilmodel eller få den sidste nye teknologi på markedet? Er det hvad menneskets storhed består i? Er der ikke andet end dette at leve for? Nej, det er ikke fremskridtet. Vi er alle sammen skabt til noget større!

Paven fremhævede, at vi må anerkende vores egen skrøbelighed og acceptere egne grænser og om at være bevidste om, hvad vi selv kan gøre bedre. Han fremhævede også nødvendigheden af at studere og trænge dybere ind i den verden, der er omkring os.

Hvad er god journalistik?

”Jeg har allerede en gang sagt, at god journalistik har brug for tid. Tid til at lytte og tid til at se personligt på tingene. Tid til at gå ud af redaktionerne, gå gennem byerne, møde mennesker, slide skosålerne op; for ikke alt kan fortælles gennem e-mails, telefonen eller en skærm. Også selv om det er svært, er det nødvendigt at trække sig tilbage fra det tyranni, der ligger i altid at skulle være online, på mobiltelefonen og på computeren. Jeg bliver altid meget berørt, når jeg læser historier om journalister der er blevet dræbt på arbejde – et arbejde som de udførte med mod, tålmodighed, en sandhedens ånd. ” Paven nævnte her en af bladets unge journalister, Giancarlo Siani, der blev dræbt af camorraen (den napolitanske mafia).

”En forkert økonomisk model gør alt for mange unge arbejdsløse. Dette er alvorligt. Dette er forkert. Dette bør ændres”, sagde paven videre i en kommentar til spørgsmålet om, hvordan han stillede sig til det faktum, at mange unge fra Syditalien må rejse til udlandet for at finde arbejde.

”Kirken er altid på vandring. Og der er altid risiko for at tabe modet foran vanskelighederne – der kan friste til at flygte. Og der er kun en vej fremad – Jesu vej – ”svarede paven på et spørgsmål om, hvad Kirken skulle gøre stillet over for byens udfordringer.

På et spørgsmål om, hvad der tiltrækker ham mest ved Napoli, svarede paven: Munterheden, den positive måde at tænke på. Modstandskraften. Generøsiteten. Sammen med evnen til virkelig at se de fattige – at se dem i øjnene og ikke forblive ligeglad. Jeg tror, der er mange ting, vi kan lære af napolitanerne. Det er de ting jeg beundrer mest hos Napoli, svarede paven.

Oversættelse (forkortet) af ”Il papa: la questione meridionale è universale, riguarda il futuro del mondo” ved Francesco de Core og Angelo Scelzo - Vatikanstaten