Pave Frans til unge congolesere: nej til korruption! En fremtid med fred er i jeres hænder

Paolo Ondarza – Vatikanstaten Oversættelse ved Lisbeth Rütz

Mange arme løftede mod himlen klapper af biskoppen af Rom på Martyrernes Stadion i Kinshasa. Stadion er helt fyldt op med mere end 65.000 deltagere. Der er musik og klapsalver, trommer og kulørte flag, der ledsager paven på hans tur i papamobilen. Det er et smittende og ustyrligt udtryk for fest og glæde, der viser sig i sang, dans og traditionelle dragter.

 De unge congolesere er kommet sammen med deres kateketer til et møde, de længe har ventet på . De viser paven deres liv, hvad de går og venter på, deres længsel efter ærlighed og det gode. “Vi vil fred i Den demokratiske republik Congo” læser man på nogle skilte, der er skrevet på italiensk. Pave Frans inviterer alle til at synge med og til at holde naboen i hånden. Han inviterer til at være bevidste om, at man er én kirke og at alles hænder er uundværlige, når freden og en anderledes fremtid skal bygges op for den demokratiske republik Congo.

"Du unge menneske – fra dine hænder kan komme den fred som dette land savner”. Alle har friheden til at vælge det gode uden at “lade sig opsluge af det ondes sump”. Ingen hænder er ens: alle kan bygge op eller ødelægge, elske eller hade.

De fem nødvendige ingredienser
 

Paven viser med sine fem fingre de fem forskellige ting, der er nødvendige for at bygge en fredelig fremtid op. Tommeltot, langefinger, pegefinger, ringfinger og lillefinger - siger han - kan lede os til at skelne mellem de vigtige ting, der kan orientere os i forvirringen: bøn, fællesskab, ærlighed, tilgivelse og tjeneste.

Bønnen er sjælens vand

Skønt det kan ligne en abstraktion,  siger pave Frans, er bønnen det vigtigste våben. Den åbner altid for nye muligheder, hjælper med at overvinde angst og minder os om, at vi ikke kan klare det alene. Den der tror han kan alting selv vil lide nederlag.

Det er ligesom et træ uden rødder: også selv om det er stort og robust, kan det ikke stå alene. Derfor er det nødvendigt at slå rødder i bønnen, at bære frugt og at transformere den forurenede luft, vi indånder, til vital ilt. For at gøre det har hvert træ brug for et simpelt og væsentligt element vand. Ja, bøn er “sjælens vand”.

Jesu venner

Paven opfordrer de unge til at stole på Jesus, deres ven der på korset gav sit liv for os og som vi kan betro vores tårer og de kors vi bærer på:

Løft altså hver dag  jeres hænder op mod Ham for at lovprise Ham og velsigne Ham; råb op til Ham de håb, du har i dit hjerte, betro Ham dit livs inderste hemmeligheder, den du elsker, de sår du har, de drømme du har i dit hjerte. Fortæl ham om dit kvarter, naboerne, lærerne, kammeraterne, vennerne, dit land. Gud elsker denne levende, konkrete bøn, der skabes med hjertet.

Egoismens falske paradistilstande

Med tanke på pegefingeren, som vi bruger til at penge for andre bemærker pave Frans betydningen af fællesskabet med invitationen til altid at tænke på hinanden sammen for at være lykkelige,  til ikke at tillade, at ensomhed og lukkethed ødelægger ungdommen. Individualistiske valg der tilsyneladende er lokkende,  forklarer han – efterlader bare en stor indre tomhed. Alle er uundværlige og ansvarlige for Kirken og for landet.

Tænk på narkotikaen: du skjuler dig for de andre, for det sande liv, for at føle dig almægtig og til sidst ser du dig selv frarøvet alt. Men tænk også på afhængigheden af okkultisme og trolddom, der udsætter dig for angstens, hævngerrighedens og raseriets belejring Lad jer ikke fascinere af de falske, egoistiske paradistilstande, der bygger på blændværk, lette fortjenester og forvredet religiøsitet.

Styrken ved fællesskabet

Luk jer aldrig inde – peg ikke fingre af nogen, der stammer et andet sted fra end vi, anbefalede paven, idet han tænkte på de farer, der er ved lokalpatriotisme eller stolthed over den stamme man selv tilhører. Den vej, Gud viser os til at bygge en anden verden op, går gennem den anden, gennem fællesskabet. Dette vil sige kirken: at komme nærmere de lidende, de ensomme og forsømte med tilbud om smil og venskab, at føle sig ansvarlig for de andre, at være del af et stort broderskabets netværk. Dette netværk hører med til en større historie, der kalder os til at være hovedpersoner. Pave Frans´ tanke går til de unge fra enhver del af verden. De er forbundne med hinanden, men også forvirrede af de sociale medier:

Det er ikke nok med det virtuelle, vi kan ikke stille os tilfredse med at komme i forbindelse med fjerne eller måske fiktive personer. Man kan ikke berøre livet med en finger på skærmen. Det er trist at se unge der sidder i timevis foran en telefon: efter at de har spejlet sig ser du dem i ansigtet og du ser, at de smiler, blikket er blevet træt og fuld af kedsomhed. Intet kan erstatte styrken ved at være sammen, lyset i øjnene, glæden ved at dele!

En faderlig opfordring til at drømme stort og tage initiativ til at bygge fællesskabets forenede verden op

Det ser ud som en vanskelig udfordring. Men det er ikke vanskeligt! I har også venner, som oppe fra himlen driver jer hen mod disse mål. Ved I, at de er jeres venner? Helgenerne.

 Paven citerer afbrudt af klapsalver den salige Isidoro Bakanja, den salige Marie-Clementine Anuarite, den hellige Kizito og hans kammerater:” de er troens vidner, martyrer som aldrig har givet efter for voldens logik”. Der ses bannere med teksten: “Santi subito!”.

Ærlighed for at overvinde korruptionen

Helgenerne husker at det at være kristne, vidner om Kristus, kræver ærlighed. Det er en afgørende del af det paven udpeger med pegefingeren:” En kristen kan kun være ærlig, ellers forråder han sin egen identitet”. At være ærlig vil sige ikke at lade sig fange ind af korruptionens snarer. Den er som en kræft der ser ud til ikke at kunne standses; men den kan tabe. Pave Frans citerer Romerbrevet: “lad jer ikke besejre af det onde, men overvind det onde med det gode”.

Der er dygtige folk, der er intelligente, men korrupte. Er en korrupt person ærlig eller ej? Jeg spørger jer: er han ærlig eller ej? Ingen korruption! Lad os sige det sammen.

Alle råber og synger sammen: Slut med korruption! Pave Frans mindes Floribert Bwana Chui, den unge mand, der for 15 år siden i en alder af 26 år blev dræb i Goma for at have blokeret for fordærvede fødevarer der ville have skadet folks sundhed: “han valgte at være ærlig og sagde nej til den snavsede korruption”.

Man skal ikke lade det onde vinde

En opfordring til ikke blot at have rene hænder, men også et rent hjerte:

Hvis nogen rækker dig en konvolut og lover dig tjenester og rigdom, så fald ikke i fælden, lad dig ikke opsluge af sumpens ondskab. Lad ikke det onde vinde over dig.

Tilgivelse for at begynde igen

Men “livets store mål går gennem skrøbelighed”. Dette minder os om ringfingeren – den mest skrøbelige “den der har sværest ved at rejse sig”, fortsætter paven og siger med eftertryk, at i skrøbeligheden er tilgivelsen den kraft, der driver dig fremad og hjælper til en ny start.

"Det betyder ikke at glemme fortiden, men ikke at resignere over for den kendsgerning at den gentager sig”. Pave Frans beder om et minuts stilhed der skal dedikeres til “de personer der har krænket os”.

Og lad os så i denne stilhed foran Gud tilgive ham.

Tjeneste er en magt der forandrer verden

Den mindste finger, lillefingeren, får paven til at tænke på tjeneste:” det er netop det at være lille, at gøre sig små der tiltrækker Gud”. Tanken og pave Frans´ taknemmelighed går til kateketerne til hvem han siger: “den der tjener gør sig lille”. Det er ikke envejskommunikation, men en kort dialog der har animeret Martyrernes Stadion i Kinshasa. Pavens stemme er et ekko af korene og de unges glæde. Han er kommet fra Rom for at opmuntre dem til at tage nuet og fremtiden for den demokratiske republik Congo i egne hænder.

Tab aldrig modet! Når I taber modet, så tag imod  Evangeliet  Jesus vil give jer styrke.

Ved slutningen af en stor fest for troen påkalder pave Frans velsignelsen over alle de unge congolesere og beder om Guds kraft over dem. Svaret er de jubelråb, der igen fylder Martyrernes Stadion. Ærlighed er modsætningen til korruption, gentager alle fra tilskuerpladserne. Et budskab som Kinshasa ikke vil glemme: en injektion af tillid for de unge generationer.