Pave Frans: mennesker har brug for evangeliet - også i det gamle og trætte Vesten

Salvatore Cernuzio – Vatikanstaten Oversættelse v. Lisbeth Rütz

Evangeliet skal forkyndes før alt andet. For endnu i dag, i en verden, hvor det interkulturelle og inklusion er ”en levende og presserende udfordring”, er der i og udenfor Kirken “så mange mænd og kvinder, der stadig har brug for at møde Evangeliet”. Og det “ikke bare i de såkaldte “missionsområder”, men også i ”det gamle og trætte Vesten”. Pave Frans har mødt de såkaldte Spiritanere, dvs. ”Helligåndskongregationen under beskyttelse af Maria af det uplettede hjerte”.  Kongregationen opstod ved sammenlægningen af to religiøse institutter: Den hellige Ånds kongregation (grundlagt 1703) og Selskabet af Marias hellige Hjerte (grundlagt 1841). 175 år efter “gengrundlæggelsen” modtog paven medlemmerne af kongregationen og spøgte med, at kvinderne var yderst sparsomt repræsenteret.  

Kære brødre og søstre, forresten -  jeg kan ikke se nogen kvinder – hvor er de?

Kongregationens oprindelse

Paven standsede særligt ved historien om den første grundlæggelse og de fundamentale værdier, der er grundlæggende for Spiritanernes karisma: “ Mod, åbenhed og en given sig hen til Helligåndens handling, for at den skal skabe nyt”

Han mindede derefter om Claude-François Poullart des Plac, den purunge diakon, der grundlagde Den hellige Ånds kongregation og som sammen med tolv kammerater fra præsteseminariet “drevet af Helligåndens kraft kastede sig modigt ud i et uventet eventyr”.

Han giver afkald på udsigten til en rolig fremtid – han kunne være blevet en god præst fra en velhavende familie. I stedet valgte han en mission, der lå hen i det uvisse og udsatte sig for ofre, mangel på forståelse og modstand. Han havde et meget skrøbeligt helbred, der medførte hans tidlige død endnu før han kunne se kroningen på det, han havde drømt om.

Mange uforudsete ting og farer viste sig; “men hans føjelighed over for Åndens handling ”forvandlede alt til en modig accept og takket være den “begynder Gud noget nyt i ham og gennem ham og i andre”. Eller se  alle disse brødre som fortsætter hans værk - “rede til at svare på tidens nye tegn”, nemlig tjeneste over for fattige seminarister, folkelige missioner, forkyndelse til folket i forskellige egne af verden “uden at lade sig kyse af den religiøse forfølgelse der blev affødt af den franske revolution”.

Sætte sig selv på spil igen

“En smuk og rig historie”, sagde paven. Han huskede “endnu et specielt øjeblik, hvor alt endnu en gang igen blev sat på spil” - den anden grundlæggelse i 1848 med sammenlægningen med Selskabet af Marias hellige hjerte. Det blev grundlagt af François Libermann, og også her var man missionærer, men havde en anderledes historie. Det var nødvendigt på den tid at “sætte sig ud over frygt og jalousi”, sagde pave Frans. De to ordensfamilier accepterede udfordringen, forenede deres kræfter og delte det, de havde fælles til en ny begyndelse”. Efter mere end halvandet århundrede ses frugterne. Kongregationen er til stede på fem kontinenter og i 60 lande med 2.600 ordensfolk og mange lægfolk involverede.

 ”Takket være jeres villighed til forandring og jeres udholdenhed er I forblevet trofaste over for den oprindelige ånd: at evangelisere blandt de fattige, acceptere missionsposter, hvor ingen andre vil hen, foretrække tjeneste over for de mest forladte, respektere folk og kulturer, forme præsteskab og lokale lægfolk til gennemgribende menneskelig udvikling, alt sammen i broderlighed og enkelhed i livsstil og vedvarenhed i bønnen.”

Bøn, mod, indre frihed

Særlig bønnen er vigtig sagde paven og distancerede sig fra den skrevne tekst: “Dette er nødvendigt: at bede, ikke forlade bønnen og ikke bare den formelle bøn bla bla bla...bed! Bed helhjertet! Lige så vigtigt er det ikke at give afkald på “mod” eller “indre frihed”, at vise “en levende del af vandringen under jeres apostolat”, særligt i denne verden, der har så meget brug for Evangeliets budskab.

Se på alle med Jesu øjne - Han, som ønsker at møde jer alle – alle! Glem ikke dette alle sammen og vær specielt nær de fattigste, rør dem med Hans hænder, ret Hans blik på dem.

Lade sig lede af Ånden

Herefter kom en sidste anbefaling til at lade Åndens “friske og levende pust” vise vej - Helligånden som er “den sande hovedperson” i enhver mission: ”Tillad Ham at oplyse jer, at lede jer, at skubbe jer derhen, hvor den ønsker det, uden at stille betingelser, uden at udelukke nogen, for det er Ham, der ved, hvad der er brug for til enhver tid og i ethvert øjeblik”.