Sök

Pave Leo XIV ved audiens på Peterspladsen Pave Leo XIV ved audiens på Peterspladsen  (@Vatican Media)

Engagerende brobygger og god administrator

Amerikanske kommentarer til ny pavebiografi.

Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Valget af Francis Robert Prevost til pave Leo XIV har naturligt nok vakt stor interesse i USA, og der er derfor også mange kommentarer i amerikanske medier til de transskriptioner, det katolske tidsskrift Crux har bragt af to 90 minutter lange samtaler ført den 10. og den 30. juli mellem pave Leo XIV og Elise Ann Allen, journalist ved netmediet Crux. Samtalerne indgår i bogen ” León XIV: ciudadano del mundo, misionero del siglo XXI“ (dt.: „Leo XIV.:  verdensborger, missionær i det 21. århundrede). Engelske og portugisiske udgaver af bogen vil komme i begyndelsen af 2026.

En amerikansk gallupundersøgelse fra juli viser pave Leo XIV som nr. 1 i popularitet blandt 14 globale ledere inkluderet præsident Zelensky og præsident Trump, skriver New York Times i en kommentar den 18. september, samme dag som bogen udkom. “Leo har haft længere hvedebrødsdage end sine nærmeste forgængere”, skriver dagbladet, der citerer den britiske historiker Miles Pattenden for at sammenligne pave Leo med dronning Elizabeth II i evnen til at kommunikere diplomatisk med folk.

New York Times noterer sig, at pave Leo ikke har skiltet meget med sin amerikanske baggrund. Engelsk tales f.eks. kun undtagelsesvis ved generalaudienserne. Men også at pave Leos amerikanske rødder kunne tænkes at hjælpe ham i visse sammenhænge. ”Folk kan ikke sige som de gjorde om pave Frans: ” han forstår ikke De forenede Stater, han ved bare ikke, hvad der foregår”, siger pave Leo i interviewet. Avisen bemærker også, at paven mestrer kommunikationens balanceakt på grund af sit temperament: ”Han lytter mere end han taler” citerer den Anna Rowlands, teolog ved Durham-universitetet, for at sige.

Ny medieprofil

”At pave Leo gav et langt interview så tidligt i sit pontifikat er en afsked med den nedtonede medieprofil, han havde som præfekt for bispedikasteriet”, skriver National Catholic Reporter. Pave Leo er indtil nu blevet set som mediesky, men viser sans for timing, bemærker bladet og tilføjer: “Han følger efter Frans, der gennem sit 12 år lange pontifikat gav mere og mere hyppige interviews om en lang række emner. Denne stadige tilstedeværelse i medierne skabte nye forventninger til, hvordan en pave kunne få sit budskab ud i en digital tidsalder. Leos tidlige engagement antyder, at han i det mindste er forsigtigt villig til at møde disse forventninger på sine egne betingelser”.

I en kommentar til bogen skriver National Catholic Reporter, at paven ser sin egen rolle som en engagerende, men ukontroversiel brobygger og en god administrator. Dialog vil spille en stor rolle; men der vil ikke blive tale om doktrinære ændringer.

National Catholic Reporter skriver også, at pave Leo som sin forgænger vil udsende stærke signaler fra Rom til lokale bispekonferencer og dermed incitere til lokal handling. Pave Leo fremhæver i interviewet pave Frans ‘brev i 2024 til de amerikanske biskopper om migration som “meget betydningsfuldt”.

Pave Leo ser den synodale proces som et helt afgørende arbejdsprincip for Kirken i fremtiden. Emner som kvinders rolle i Kirken, liturgi eller LGBT+ vil blive behandlet efter synodale principper og ikke ordnet direkte efter diktat fra paven, skriver jesuitternes tidsskrift America.

Pave Frans kom i 2022 med sin apostoliske konstitution Prædicate Evangelium. Pave Leo signalerer allerede nu, at flere justeringer ligger klar i horisonten – især hvad angår samarbejde mellem de forskellige dikasterier. Det afspejler også pavens bevidsthed om en af grundene til, at han blev valgt, nemlig for at sikre en mere effektiv drift i kurien, skriver America.

Tidsskriftet nævner også, at pave Leo som den eneste pave nogensinde har været i Kina. Han besøgte landet som overhoved for augustinerordenen. Halvdelen af landets ca. 12 millioner katolikker tilhører den regeringstro kirke, hvis biskopper er udnævnt af Kina, mens den anden halvdel af katolikkerne tilhører undergrundskirken. Her ventes paven at forstærke indsatsen for at skabe enhed mellem de to fløje af Kirken.

27 september 2025, 12:21