Ændring i retningslinjerne for Vatikanets investeringer
Vatican News
Et nyt motu proprio “Conjuncta cura” (delt ansvar) er offentliggjort i Osservatore Romano og er trådt i kraft den 6. oktober. Det nye motu proprio bestemmer, at APSA (forvaltningen af Den apostoliske Stols Ejendomme) i al almindelighed fortsat især skal foretage investeringer gennem IOR, medmindre det økonomiske råd “anser det for mere effektivt og passende at anvende finansielle mellemmænd, der er etablerede i andre lande”.
Det nye dokument erstatter et reskript (skriftlig anvisning) fra 23. august 2022, hvor IOR (af og til kaldet Vatikanets bank) fik den eksklusive kompetence i forvaltningen af Vatikanets investeringer. Med det nye motu proprio er der nu en mulighed for, at investeringer også kan foregå gennem andre organer end IOR. Dokumentet følger en række anbefalinger fra eksperter og en enstemmig anbefaling i Det økonomiske Råd i Vatikanet.
Dokumentet skal skabe klarhed over, hvilke institutioner i kurien, der har kompetence til at arbejde med investeringer. Princippet bag er “delt ansvar” som det fastlægges i konstitutionen Praedicate Evangelium af pave Frans. Denne konstitution fra 19. marts 2022 fastlagde, at APSA skulle være det organ, der varetog forvaltningen af Den hellige Stols ejendomme og øvrige formue “til gavn og til tjeneste for de enkelte Kirker”. Konstitutionen forudså i artikel 219 styk 3, at investeringer udelukkende skulle foregå gennem IOR. Det nye motu proprio åbner for muligheden for at bruge andre mellemmænd end IOR, hvor det skønnes hensigtsmæssigt.
Oversættelse og redigering v. Lisbeth Rütz, Vatikanstaten
