“En rigdom af kristent liv”

Roberto Paglialonga – Vatikanstaten Oversat og redigeret af Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

«Vores kirke er en migrantkirke. Dette er en karakteristik, der gør vores vikariat til noget unikt i hele verden”. Det siger biskop Paolo Martinelli, som er kapuciner. I 2022 udnævnte pave Frans ham til biskop af Sydarabien, den del af Den katolske Kirke, der omfatter de forenede arabiske emirater, Oman og Yemen. “I virkeligheden er der ikke katolikker af lokal afstamning hos os, tilføjer Martinelli, som Vatican News mødte i Rom, hvor han sammen med en gruppe pilgrimme fra den arabiske halvø deltog i jubelåret for migranter og missionærer. “Alle vores troende kommer fra meget forskellige lande, og de kommer her for at arbejde”. Det sker med tilladelser, der hele tiden skal fornyes, når de udløber – tilladelser, der begrunder deres ophold i landene. “Vi har optalt cirka 100 nationaliteter, og dette gør vores område til billede på en kirke, der virkelig er sammensat af forskellige mennesker”, siger han. Det er en del af katolicismens universalitet, som selv i alle sine forskelle bevirker, at her kan alle – mere end andre steder - føle sig forenede “i samme tro, samme dåb, samme Kristi legeme, selv om det er med nådegaver, tjenester, talenter og særlige traditioner, der netop i kraft af denne forening kan interagere og befrugte hinanden gensidigt”. Det drejer sig, understreger Martinelli, om en “mangfoldig rigdom af kristent liv”.

Den katolske tilstedeværelse

Det er en pluralitet, en diversitet, som også kan afledes af omfanget af katolikker i de tre lande. For selv om den overvældende majoritet er muslimer, er der “en vigtig tilstedeværelse i hver enkelt af disse landes virkelighed”. Alene i Emiraterne er der 800.000 døbte ud af en befolkning på cirka 10. millioner personer, mens der i Oman er cirka 100.000 ud af 4,5 millioner indbyggere. Men i Yemen er det vanskeligere at lave et estimat, indrømmer vikaren “på grund af fraværet af en strukturel kirke”. I øvrigt bør det siges, at “pandemien har haft stor indflydelse på tilstedeværelsen af udenlandske arbejdere” i alle landene på den arabiske halvø.

De to jubelår

En gruppe sydarabiske kristne deltager i to jubelårsfejringer den 4. og den 5. oktober. Der har tidligere været repræsentanter i Rom til ungdommens jubelår, og man har netop fået en kateket mere, fortæller Catherine Miles-Flynn, der har boet Sydarabien i 30 år. Kombinationen af fejringerne af migranternes og missionærernes jubelår til én dag er” af helt afgørende betydning lige som det er betydningsfuldt, at pave Leos budskab til verdensdagen for migranter og flygtninge i 2025 “er det at være håbets missionærer”. I følge Martinelli “viser det en mere moden bevidsthed i Kirken om migranter”. “Udover den opmærksomhed, der rettes mod dem og deres rettigheder som sådan, er der en kirkelig virkelighed. Migranter bliver ikke blot objekter for opmærksomhed, men også subjekter for kristent liv, med en særlig mission i fællesskabet og i verden”. Det betyder, at “vores troende er bevidste om at være bærere af en tro, som de kaldes til at vidne om. I en kontekst, der er stærkt præget af Islam, kan der ikke praktiseres nogen form for hvervning af proselytter; men ingen kan på den anden side forhindre os i at vidne om vores tro i vores liv, i familielivet, på arbejdet, i skolen, i de sociale relationer”. At være migranter bliver altså i dette billede en “fordelagtig anledning til at leve vores kristne liv, til at være missionærer som vidner om det møde, vi har haft med Gud”.

Dialog mellem religionerne

Den samme dialog mellem religionerne “bør altid være opfyldt af et vidnesbyrd at leve sin egen tro i relation til personer med forskellige former for tro”, forklarer han. Dette er det, der “får os til at leve stabilt i det foreløbige, og jeg siger det altid til vores troende: det er ikke tilfældigt, I er migranter; I må opfatte jer som “udsendte” med et formål. Og han tilføjer, at de samme vanskeligheder, der er blevet en naturlig del af at være migranter, i menneskene skaber “en længsel efter at genopdage sin egen tro i dens sammenhæng med dagliglivet”. Deraf kommer nogle selvfølgelige konsekvenser for den måde, man fortolker og lever dialogen på. I Emiraterne er der en tradition, der også er knyttet til “Frans ‘rejse, til underskrivelsen af dokumentet om menneskeligt broderskab og grundlæggelsen af Abrahams families Hus: det er tegn på, at vi mødes, vi lærer hinanden at kende, overvinder stereotyper for ikke at tale om bevidstheden om at så mange forskellige traditioner i virkeligheden kan bidrage til skabelsen af et mere broderligt samfund”. Det er ikke blot et gensidigt kendskab til hinandens lære, men “opdagelsen af, at selv om vi er forskellige, kan vi dele en fælles menneskelig vej, for eksempel ved at huske Gud som en central ting i livet”. I Oman derimod er fundamentet mere tolerance, eller evnen til “at hjælpe folk til at leve gode sociale relationer gennem udviklingen af en god relation til Gud”. Så mere end at fremme en dialog mellem religionerne “gør man det sådan, at alle kan leve deres eget religiøse tilhørsforhold og altså vandre sammen med de andre”. En dybt forskellig kontekst er derimod den i Yemen. Landet er endnu i en situation med stor fattigdom efter nu ti års borgerkrig (som brød ud i 2014 mellem houthierne, der kontrollerer hovedstaden Sana’a og er allierede med de styrker, der støtter den tidligere præsident Ali Abdullah Saleh, og Abd Rabbuh Mansur Hadsi regeringstro styrker, der har hovedsæde i Aden) også selvom den indre konflikt ikke mere står i første række. Den nordlige del er i dag for en stor dels vedkommende medinvolveret i konflikten mellem Israel og Hamas. Dette “gør det vanskeligt at lave langsigtede projekter om genoptagelse og ny begyndelse også selv om – mindes vikaren – Caritas er til stede – frem for alt i Sydyemen og målet er at prøve at få kirken som sådan til at blive genfødt. Mens der i den nordlige del i øjeblikket kun er to kommuniteter for Moder Teresas søstre som udfører karitativt arbejde for enhver, der har behov for det”. Det drejer sig om et nærvær, udstyret med rolig styrke der er bevidst om, at man virkelig som Leo XIV beder om, kan være “håbets missionærer” i en verden, der er skadet af krige, uretfærdigheder og mange af syndens strukturer.