Pizzaballa: et nyt sprog og nye vidner til en fortælling om fred

Andrea Tornielli og Beatrice Guarrera – Vatikanstaten Oversættelse og redigering – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Håbet om at skabe en varig fred i Det hellige Land, vanskelighederne i Gaza og på Vestbredden, følelsen af fællesskab ved demonstrationer, der har samlet mennesker i menneskeværdighedens navn. Det er nogle af de punkter, der blev berørt af den latinske patriark af Jerusalem, kardinal Pierbattista Pizzaballa, som blev interviewet af Vatikanets medier onsdag den 15. oktober. Kardinalen fortalte om en meget skrøbelig våbenhvile, men også om israelernes og palæstinensernes fælles ønske om, at dette ikke blot bliver en “parentes”, men at man i stedet “igen kan leve med et nyt perspektiv, der ikke består af krig og vold”.

De er i Rom for at hente Achille Silvestrini- præmien, der i dag gives til fader Gabriel Romanelli, sognepræst ved Den hellige Families Kirke i Gaza. Hvordan er de kristnes situation i denne menighed, der har besluttet at blive i denne vanskelige situation?

Vi er i daglig kontakt med dem. De skriver hele tiden, at de endnu ikke tror på, at de har kunnet sove en hel nat uden at høre bomber. Der er droner; men det har de været vant til i årevis. Hvad angår resten, er situationen endnu meget flydende. Som det er kendt, har der været nogle sammenstød mellem de forskellige fraktioner- vi ved endnu ikke om det er slut – og de faser der er fulgt, er stadig uden beslutninger, upræcise, tvetydige. Det hele skal bygges op, organiseres, og det var og er forudsigeligt, at der bliver op- og nedture. Der er stadig meget at gøre. Situationen bliver imidlertid ved med at være alvorlig, for alt er ødelagt. Folk vender altså tilbage; men de vender tilbage til ruiner. Der er ingen fungerende hospitaler, der er ingen skoler. Der er endnu spørgsmålet om de døde israelske gidslers lig, som skal findes igen. Det er ikke så let, også fordi man meget ofte ikke er klar over, hvor disse lig ligger i det kaos, der har været. Mistroen mellem de to parter er stor. Men bortset fra alt dette er der et nyt klima, der endnu er skrøbeligt; men lad os håbe, det bliver mere stabilt.

Hvordan er det muligt i denne historiske kontekst og i dette klima at bygge håb og broderskab op? 

Det er især tid, der skal til. Det er ikke nødvendigt at sammenblande håbet med en konfliktløsning, som ikke er forhandlet på plads. Det er nødvendigt at være klar over alle disse konflikter. Men det er naturligvis det første skridt. Håbet er, som jeg altid siger, troens datter. Hvis din sjæl er tillidsfuld, så kan den også gøre de ting, den tror på, til virkelighed. Det er derfor især nødvendigt at arbejde på dette sammen med personer, der stadig vil bringe sig selv i spil og skabe dette netværk, både i og uden for Gaza, for vi bør ikke lade de to sider skilles af grænserne. Og skabe broderskab. Jeg tror, der er behov for et nyt politisk, men også et religiøst broderskab. Jeg tror, det er meget vigtigt; vi er allerede begyndt at tage kontakt til hinanden. Vi har brug for nye ansigter, nye skikkelser, som kan hjælpe med at genopbygge et anderledes narrativ, der er bygget op på gensidig respekt.  Det vil være nødvendigt med meget tid til det, for sårene er dybe; men vi må ikke afstå fra det. Der er under alle omstændigheder håb om at kunne opbygge en varig fred, også selv vi i dette øjeblik kun er lige ved at tage de første skridt. Især er det nødvendigt at tro på det, at ville det. Det vil komme til at ske over lang tid, vi må ikke nære illusioner om, at det vil ske snart. Og vi må også være bevidste om de mislykkede forudgående aftaler, de mange fejlslagne forsøg, der på en meget alvorlig måde har undermineret tilliden blandt parterne. Der vil være forskellige faser. Jeg tror, at den næste generation måske vil have en frihed, som denne generation ikke har. Men denne generations opgave er at forberede den næste. Altså må vi skabe alle præmisserne lidt efter lidt med nye ansigter, lederskab og især ved at skabe kontekster, der efterhånden også vil skabe en kultur af respekt, som kan føre fred med sig.

Hvilke konkrete håb er der i denne generation, hos de personer som I møder dagligt i Jerusalem eller andre steder?

I dette øjeblik er vi i en ny, endnu skrøbelig fase. Vi kommer lige fra to frygtelige år. Og håbet er, at det vil være enden på disse to år og ikke i stedet en parentes. Dette er altså alles ønske, et ønske der er fælles for alle israelere og palæstinensere folk på højre- eller venstrefløjen med forskellige baggrunde. I det hele taget længes alle efter, at man virkelig kan vende side. Det er den første ting. Så er der naturligvis forskellige meninger, politiske som religiøse. Der er også forskellige perspektiver. Men der er også så stor en længsel i almindelige mennesker efter, at man kan genoptage livet, jeg siger ikke på normal vis, men alligevel med et nyt perspektiv, som ikke er krig og vold.

Vi har i disse dage hørt dramatiske vidnesbyrd om forholdene, som de nu befriede Hamas-gidsler har levet under. Og vi har også hørt fortællinger om palæstinensiske fanger, der er blevet nedværdigede i israelske fængsler. Hvad kan man sige om denne smerte, der på nogle måder gennemtrænger begge parter af konflikten? Og også om hvordan man kan bygge en fremtid op uden hadet som udgangspunkt?

Det er et af de dramaer som vi har levet i denne tid. De sagde “den smerte der gennemtrænger begge parter”; men sådan er det ikke blevet opfattet. Alle var lukkede inde i deres egen smerte, for alle så kun deres egen smerte, deres eget folks smerte. Og som også andre har sagt, så var alle så opfyldte af deres egen smerte, at de ikke havde plads inde i sig selv til de andres smerte. Nu, hvor denne situation er slut, kan vi måske lidt efter lidt åbne os for også at forstå de andres smerte. At forstå betyder ikke at retfærdiggøre: der skal tid til for alt dette, og jeg ved ikke engang, om det vil lykkes. Det had, der er blevet båret, ikke bare i disse to år hvor det er eksploderet, men også tidligere, var et narrativ om foragt, fornægtelse, eksklusion. Det er nødvendigt med et nyt sprog, nye ord og nye vidner. Du kan ikke adskille det, som man siger fra den, der siger det. Altså gentager jeg, har vi brug for nye ansigter, der kan hjælpe os med at tænke på en anden måde.

Men hvordan er situationen på Vestbredden, ude i sognene i de små landsbyer, som for eksempel Taybeh, Zababdeh eller Aboud? Hvad er i dette øjeblik de kristnes og katolikkernes rolle som for eksempel de hebraisktalende katolikker, som er fuldt integrerede i det israelske samfund?

Det er to meget forskellige spørgsmål.  På Vestbredden - ikke bare i vores kristne, katolske sogne -er den meget skrøbelig og fortsat i forværring. De omtalte landsbyfællesskaber bliver mere og mere isolerede fra hinanden; der er hundreder af checkpoints, der regulerer strømmen af mennesker og gør situationen mere og mere vanskelig. Det er, som jeg har sagt, blevet et slags “land uden lov og ret” i den forstand at det er “et lovløst område”, fordi der er mange angreb og spændinger også med de bosættere, der er der i den forstand at vi ikke har en autoritet, vi kan henvende os til så vi kan standse disse situationer der ser ud til at blive tolererede i stedet for at blive stoppet. Dette skaber store spændinger og også meget usikkerhed i vores sogne og fællesskaber i det hele taget. På Vestbredden er situationen fortsat meget skrøbelig, ikke bare ud fra et politisk, men også ud fra det økonomiske synspunkt. De to store indtægtskilder, pendlertrafikken i Israel og pilgrimsrejserne, er suspenderede i dette øjeblik, og vi ved ikke, hvornår og hvordan de vil begynde igen. Dette har en meget stærk indvirkning på de kristnes liv. Det katolske, hebraisktalende fællesskab består af små grupper på nogle få hundrede personer, der også har taget imod hundreder af migranter eller fremmedarbejdere i Israel. Jeg tror, at deres rolle er vigtig – især internt i Kirken, mere end uden for den. På en vis måde tvinger de vores bispedømme, der er meget sammensat, til at tænke på en mere inkluderende måde, til ikke blot at koncentrere sig om det palæstinensiske spørgsmål. Der er også anderledes visioner, der skal tages i betragtning.

Vi har de sidste par uger været vidner til en offentlig mobilisering til demonstrationer som dem, der har været i Italien, hvor millioner af mennesker har demonstreret i gaderne. Bortset fra ekstremistiske smågrupper og nogle uacceptable slogans er der unge, der demonstrerer i gaderne og viser, at de vil overvinde ligegladhedens logik ....

Selvfølgelig har der været nogle voldelige, men også verbale udskejelser mod jødedommen for eksempel. Dette er uacceptabelt. Der har været ord eller erklæringer, der på nogle måder ville retfærdiggøre den antisemitisme, vi forkaster helt og fuldkomment, dette skal siges. Det har slået mig, at der samlede sig tusinder af mennesker af forskellig afstamning og fra forskellige generationer, men også med forskelligt politisk tilhørsforhold. De samledes for at sige nej til de voldsscener, de havde overværet. Og det er efter min mening et positivt aspekt, for det har genopvækket en bevidsthed, der ikke bare var personlig, men også fælles, fordi de var forenede. I dette skabte man fællesskaber. Jeg tror, det er et vigtigt aspekt, det med at skabe fællesskaber, at skabe samling om noget smukt som for eksempel menneskers værdighed - også særligt for de forskellige religiøse og politiske ledere, røde linjer, som man ikke må overskride, heller ikke i forsvaret af sig selv. Dette var et meget smukt og positivt aspekt. Lad os håbe, det fortsætter. Jeg tror, det er en vigtig bevidstgørelse også for de forskellige religiøse og politiske ledere at være opmærksom på, at der i den kollektive bevidsthed er noget smukt, der skal værnes om og som måske skal finde et udtryk også uden for denne krigens kontekst.

Når De nu vender tilbage til det hellige Land, venter der jer så en fornyet strøm af pilgrimme?

Det ønsker vi os. Jeg har talt med kustoden af det hellige Land om at gøre noget sammen som for eksempel at lave nogle bekendtgørelser. Vi venter to eller tre uger for at få lidt forståelse for, hvordan tingene går. Og så tænker jeg, vi bør begynde at “banke på” specielt hos de kirker der har været tæt på Det hellige Land i disse to år. For at sige at det er tid til at udtrykke solidaritet, ikke bare med bøn, som er særdeles vigtig og også til hjælp, men med pilgrimsrejser.

Der er gået 30 år siden Rabin, en fredens mand, blev dræbt, Hvor vigtigt er det, at der kommer nye former for lederskab, der engagerer sig i freden? Er der positive signaler i den forstand?

Jeg tror, det er et af de afgørende aspekter. Jeg har sagt det og gentaget det så mange gange. Jeg gentager det også her: vi har brug for nye ledere, der taler et sprog, som er anderledes end det, vi har hørt de seneste år. Ikke bare politikere, men også ordensfolk. For 30 år siden sagde Rabin én ting og ordensfolkene noget andet. Nu er det nødvendigt at skifte; det er nødvendigt at blive bevidst om dette. Og i denne kontekst er den interreligiøse dialog meget vigtig. Også den interreligiøse dialog har efter min opfattelse brug for nye ansigter, og den kan ikke mangle bevidsthed om det, der er sket, det som har såret os alle. Vi har brug for at gå længere, mens vi husker det, der har været, det vi har sagt til hinanden ikke for at standse der, men for at gå videre, for vi er blevet bevidste om det. Vi har brug for gå længere, idet vi holder os det for øje som har været, altså uden at være for naive. Der er så mange vanskeligheder; men vi har en pligt over for vores fællesskaber. Den pligt består netop i på en positiv og rolig måde at hjælpe dem til at se i et længere perspektiv hen mod en anderledes fremtid.

Hvad tænker De om den debat, der fra flere sider har været på internationalt niveau om anerkendelse af den palæstinensiske stat?

Palæstinenserne har ikke bare brug for at standse krigen, stoppe volden og blive hjulpet og støttet økonomisk. De har også brug for at blive anerkendt i deres værdighed som folk. Jeg ved ikke, om løsningen “to folk, to stater”, der er blevet hævdet så mange gange, kan blive til virkelighed på den korte bane. Jeg går ikke ind i disse spørgsmål. Men du kan ikke sige til palæstinenserne, at de ikke har ret til at blive anerkendt som et folk i deres eget hjem. Der har været erklæringer, der meget ofte bliver ved med at være principerklæringer, som må realiseres inden for dialogens kontekst mellem parterne, som de skal finde med hjælp og støtte fra det nationale fællesskab.

Hvordan har I følt pavens nærhed i denne tid?

Vi har følt pave Leos nærhed. Tidligere mærkede vi pave Frans ‘nærhed, så også pave Leos. De er forskellige af karakter; men de har udtrykt deres nærhed på en meget konkret måde – med telefonopringninger, med temmelig hyppig kontakt til sognepræsten i Gaza som ikke når ud i nyhederne. Og det er godt sådan; det er også vigtigt at gøre noget godt for sagen- ikke bare for at journalisterne skal have en historie. Nærheden er blevet udtrykt – også på en meget konkret måde med konkret hjælp. Den seneste gestus, som vi har modtaget for et par dage siden, er pavens ønske om at sende tusinder af pakninger med antibiotika ind i Gazastriben.