Præsentation af Vatikanets institutioner 3

Amedeo Lomonaco – Vatikanstaten Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Denne institutions mission er at hjælpe paven med at udvælge de hyrder, han kan indsætte i de kirkelige enheder under dens jurisdiktion. Når der er blevet fundet præster, der kan foreslås til biskopper, tilkommer den endelige afgørelse paven.

Dikasteriet for biskopper blev fra januar måned 2023 ledet af daværende Robert Francis Prevost som præfekt. Prevost blev derefter pave under navnet Leo XIV. Sekretær er monsignor Ilson de Jesus Montanari. Den opgave, Kirken betror dette dikasterium, er at hjælpe paven med at udvælge Guds folks hyrder. Denne institution har som opgave alt det, der vedrører grundlæggelse og opretholdelse af kirkerne og udøvelsen af bispeembedet i den latinske kirke. Dikasteriet har dog ikke kompetence for dikasteriet for evangelisering.

Kompetencer

Bispedikasteriets aktionsradius og kompetencer opridses i den apostoliske konstitution “Praedicate Evangelium”. Dikasteriet skal efter at have fået den nødvendige basale viden i samarbejde med biskopperne og bispekonferencerne beskæftige sig med det, der angår grundlæggelsen af de enkelte kirker og deres grupperinger, opdelinger, sammenlægning, nedlægning og andre forandringer. Dikasteriet sørger for alt, hvad der vedrører udnævnelsen af biskopper, både for et bispedømme og som titulærbiskopper. Det tilkommer dikasteriet at tilrettelægge ad limina-besøg for biskopperne.

Den pavelige kommission for Latinamerika

Ved bispedikasteriet ligger den pavelige kommission for Latinamerika, hvis opgave er studere spørgsmål, der vedrører de latinamerikanske kirkers liv og udvikling. Kommissionen skal også pleje forbindelserne mellem kuriens institutioner og de internationale og nationale kirkelige institutioner, som arbejder for regionerne i Latinamerika.

Historiske spor

Dikasteriet for biskopperne har rødder langt tilbage i tiden. Med konstitutionen Immensa fra den 22. januar 1588 indstifter Sixtus V kongregationen for oprettelse af kirker og ressourcer til konsistorier (kardinalmøder).  Navnet forandres til “den hellige konsistoriale kongregation Sankt Pius X” med konstitutionen Sapienti Consilio fra 1908. Dokumentet forøger dens opgaver og tildeler den blandt andet kompetence til valg af biskopper, oprettelse af bispedømmer og kapitler for kannikker. Med Paul VI´s apostoliske konstitution  Regimini Ecclesiae Universa  fra den 15. august 1967 forandres navnet på ny til den hellige bispekongregation. Med Johannes Paul II´s apostoliske konstitution  Pastor Bonus  fra den 28. juni 1988 bestemmer man, at kongregationen for biskopper bl.a. kaldes til at gøre alt, hvad der har at gøre med oprettelse af enkeltkirker og deres råd, sammenlægning , lukning og andre forandringer. Bispekongregationen ændrede sit eget navn i 2022. Med promulgeringen (offentliggørelsen) af den apostoliske konstitution “Praedicate Evangelium” blev den tidligere betegnelse kongregation ændret. Den aktuelle betegnelse er dikasteriet for biskopper.

Valg af mænd der skal være hyrder

Kriteriet er ikke at søge perfektion. Til forskel fra dikasteriet for helgenkåringer beskæftiger bispedikasteriet sig med at vurdere pastorale profiler på kandidaterne. Hos en præst, der skal foreslås til bispeembedet, tæller blandt andet de teologale dyder (tro, håb og kærlighed) og kardinaldyderne (visdom, retfærdighed, mod og mådehold) og i særdeleshed forsigtighed. Opgaven for bispedikasteriet er et arbejde, der skal udføres kollegialt, med tro og i tjenestens ånd. Den afsluttende vurdering gives til paven til hans endelige afgørelse.