Et land der er bro mellem Øst og Vest
Lisbeth Rütz, Vatikanstaten
«Det er næsten en tradition, at paverne kommer her til Istanbul, det antikke Konstantinopel, på den første, internationale etape i deres tjeneste. Det er som en slags programmatisk gestus. Betydningen ligger netop i denne gamle titel pontifex – brobygger. Og Tyrkiet er brobygger par excellence: en bro mellem Øst og Vest, en korsvej for folk og religioner, en mosaik af kulturer og traditioner”. Det udtaler biskop Massimiliano Palinuro, apostolisk vikar i Istanbul, i et interview til det italienske katolske dagblad Avvenire. Palinuro blev i 2011 sendt af paven il Tyrkiet som fidei donum missionær og blev i 2021 biskop under pave Frans. Pave Frans besøgte som den seneste pave Tyrkiet i 2014, et år efter at være blevet valgt til pave.
Paverne og Tyrkiet
Der er tradition for tætte forbindelser mellem Den hellige Stol og Tyrkiet. Palinuro forklarer det således: “Dette område har solide bånd til kristendommen. Her blev apostlen Paulus født, og mindst seks apostle har prædiket evangeliet her. Her er der kommet inspiration til cirka en fjerdedel af Det nye Testamente, og netop i Antiochia blev Jesu disciple for første gang kaldt kristne. Her findes apostlene Johannes ‘og Filips grave og Marias hus i Efesos. Her blev de første syv konciler afviklet, og gennem de første store kirkefædres undervisning fandt teologien sin korrekte formulering. Og her er ortodoks kristendoms hovedsæde. Af alle disse grunde er der en dyb forbindelse mellem Peters Stol og Tyrkiet.”
En stor økumenisk begivenhed
Torsdag skal repræsentanter for 20 forskellige kristne trossamfund bede sammen i Nikæa. “Der er ingen tvivl om, at her som andre steder er budskabet fra Nikæa særlig aktuelt. Arianismen er aldrig for alvor forsvundet, og spørgsmålet om Jesu identitet bliver ved med at være afgørende. I Vesten forsøger bedrageriske former af arianismen at reducere Jesu person og budskab til udelukkende at have en menneskelig og social dimension. Her hos os – i en kontekst med absolut islamisk flertal - bliver proklamationen af troen fra Nikæa ikke bare en identitetsfaktor, men en anstødssten, der vækker forargelse. Af og til præsenteres i den islamiske verden koncilet i Nikæa som forræderiet mod profeten Jesus´budskab eller det øjeblik, hvor kristendommen blev opfundet med et politisk formål. Disse manipulationer, der går tilbage til Voltaire, bruges ofte i akademiske kredse for at få den kristne tro til at smuldre. Vi er langtfra kaldede til at forvandle troen til et ideologisk flag; vi er under alle omstændigheder kaldede til at vidne om vores tro og til at proklamere Jesus som Herre, Guds Søn og eneste frelser”, siger Palinuro.
Stadig færre kristne i Tyrkiet
Antallet af kristne i Tyrkiet er gået drastisk ned, fortæller Palinuro. I 1915 var 35 % af befolkningen stadig kristne, mens det i dag kun er 0,6 %. Det latinske katolske fællesskab er på lidt over 10.000 lokale og cirka 30.000 udlændinge, der bor i Tyrkiets største byer pga. arbejde eller studier. Derudover findes der ca. 8.000 katolske armenere, kaldæere og syrere. Det katolske samfund i Tyrkiet følger fire forskellige riter, oplyser Palinuro, der ser det som Kirkens opgave at være salt og lys i Tyrkiet. De små kristne grupper i Tyrkiet skal opfattes som en slags “huskirker” og lever under næsten samme forhold som i Oldkirkens dage.
Et “økumenisk laboratorium”
Palinuro kalder Istanbul og Tyrkiet for et “økumenisk laboratorium” for den økumeniske vandring. Her var Angelo Giuseppe Roncalli (1881-1963), den senere pave Johannes XXIII, apostolisk vikar fra 1935 til 1944. Her var Athenagoras (1886 – 1972) patriark. Han mødtes den 5. januar 1964 i Jerusalem med Paul VI (1897-1978). Ved dette møde ophævedes den gensidige bandlysning fra 1054, hvor enhedskirken blev splittet i en vest- og en østkirke. Palinuro ser en polariseret verden med en presset mindretalssituation for de kristne som en yderligere ansporing for de kristne til at være aktive i opbygningen af en verden, der lever i broderskab og fred, fortæller han til Avvenire.
