Parolin: paven kommer med bud om enighed, dialog og fred

Massimiliano Menichetti

Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz Vatikanstaten

De to mottoer “Én Herre, én tro, én dåb” og “Salige er de, der stifter fred” fortæller, at pave Leos første apostoliske rejse til Tyrkiet og Libanon står i håbets, enhedens og broderskabets tegn. Det centrale for rejsen til Tyrkiet vil være den økumeniske fejring af de 1.700 år, der er gået siden koncilet i Nikæa, mens en af hovedbegivenhederne i Libanon vil være “stille bøn” i havnen i Beirut, hvor en eksplosion for fem år siden dræbte mere end 200 personer og sårede 7.000, fortæller statssekretær Pietro Parolin i et videointerview med Vatican Press ved Massimiliano Menichetti.

Pietro Parolin udtaler om pavens forventninger til den kommende rejse: “Paven tager pilgrimsstaven i hånden. Før ham var Paul VI, Johannes Paul II, pave Benedikt og pave Frans der. Han følger også lidt i sine forgængeres spor. Jeg tænker, det er en rejse, han virkelig har set frem til, da den er den første i hans pontifikat. Han rejser med de samme tanker, som paverne altid har rejst med i deres udøvelse af peterstjenesten, nemlig at møde folkene, deres myndigheder, for at møde de civile samfund og at være en budbringer af fred og enighed og dialog for dem. Så jeg kan forestille mig hans følelse af glæde, og samtidig også hans forventninger om at gøre de opgaver, der er betroet hans person og hans embede, til virkelighed”.

“Det er et meget vigtigt jubilæum, der også har været forberedt et stykke tid, netop for at understrege, hvor vigtigt det er. Og også paven vil med sin tilstedeværelse understrege denne vigtighed. Der er gået 1.700 år siden koncilet i Nikæa, det koncil, der lagde grundlaget for vores tro. Troen på Jesus Kristus i hele hans fulde guddommelighed og menneskelighed – Jesus Kristus som er sand Gud og sandt menneske. Dette er basis for alle de kristnes tro, uafhængigt af alle de mange splittelser, der desværre er indbyrdes mellem os, for vi tror alle på, at Jesu Kristi guddommelighed og menneskelighed er fundamentet for vores tro, der så naturligvis - især hvad angår temaet Helligånden - er blevet udbygget af koncilet i Konstantinopel. Den kendsgerning bør også understreges, at vi befinder os på et sted, der lidt var kristendommens vugge, for dér opstod de første fællesskaber og til dem blev de apostoliske breve sendt. Lad os også tænke på Paulus og på, at dér holdt man de første otte konciler i kirkehistorien. Jeg ville gerne understrege vigtigheden af, at kristologien er det centrale i den kristne tro og også den økumeniske dimension, det faktum at vi sammen bekender den samme tro på Jesus som sand Gud og sandt menneske”. siger Parolin i interviewet.

Dialogens nødvendighed

Parolin tager det for givet, at også i en tid, der er præget af religiøs fundamentalisme, vil paven pege på dialogens nødvendighed. Der er nemlig både en økumenisk og en interreligiøs dimension i rejsen. 60-året for konstitutionen Nostra Aetate er netop blevet fejret. Her understreges dét, kristne har til fælles med jøder og muslimer, siger Parolin, der mener, at en gestus af dialog og respekt for andre religioner kan være med til at understrege, at kristne og muslimer kan samarbejde om en mere retfærdig, broderlig og solidarisk verden. En afvisning af fundamentalisme skal også ses som en invitation til at styrke samarbejdet om anliggender af fælles interesse.
Libanon er i følge Parolin i en vanskelig situation. Der er tegn på fremskridt, fordi der er blevet valgt en præsident, og der er en fungerende regering. Man er på vej mod reformer, men risikerer at skuffe befolkningen, hvis det går for langsomt. Han udtrykker håbet om, at fredelig sameksistens mellem de forskellige religioner i Libanon kan fortsætte. At paven kommer til Libanon, skal også ses som en støtte til det libanesiske folk.

Betydningen af pavens rejse

Pave Leos rejse foregår 61 år efter, at pave Paul VI rejste til det hellige land under koncilet. Det var første gang, en pave besøgte det hellige land. På spørgsmålet om betydningen af pavernes apostoliske rejse svarer Parolin:

“Fra Paul VI har paverne set de apostoliske rejser som et nyt instrument til at udøve Peterstjenesten med. Den opgave, Jesus gav Sankt Peter, var jo netop at styrke brødrene i troen og tjene Kirkens enhed”. Parolin citerer pave Frans for at have sagt, at de apostoliske rejser er et tegn på Kirken, der går ud i verden. “Kirken går ud i verden og venter ikke på, at verden kommer til den. Den gør sig til pilgrim og er nærværende i alle folk, kulturer og virkeligheder i verden. De apostoliske rejser skal derfor også forstås i en global betydning – Kirken som den universelle hyrde viser sig som tilstedeværende for alle i hele verden”.

På spørgsmålet om, hvilket bidrag, de kristne i fremtiden kan give i en region, der er præger af krig, splittelse, kriser og migration svarer Parolin: “De kristne har altid været en fundamental virkelighed i Mellemøsten lige fra begyndelsen, og de har altid givet et bidrag af stor værdi, med stor prægnans i det sociale liv, i det økonomiske liv, i det kulturelle liv og også det politiske liv. De kristne ville gerne fortsætte med at kunne give dette bidrag og have den rolle, som de altid har haft.” Han ser det som et stort problem, at der bliver stadig færre kristne i Mellemøsten. Ønsket fra Kirkens side er, at de kristne kan blive ved med at give deres bidrag til udvikling i Mellemøsten.

Trosmæssige og diplomatiske perspektiver

Parolin blev også spurgt om de trosmæssige og diplomatiske perspektiver i pavebesøget. “Andre gange har jeg sagt, at også disse rejser som så mange initiativer fra Den hellige Stol kan sammenlignes. Jeg tror, at i en verdensomspændende kontekst, der bærer præg af alle disse vanskeligheder, De mindede om, må Den hellige Stol blive ved med at holde temaet højt i hævd – dvs. lægge vægt på mødet – ikke konflikten. Altså overvinde modsætningerne ved at så: vi sår, så vil Herren kende frugterne og hvornår det er tid at høste dem. Altså overvinde modsætningerne for at finde nogle fælles områder, hvor man kan arbejde for samfundets og den menneskelige families skyld. Disse store værdier, der er en del af evangeliet, og som Kirken fortsætter med at prædike. Jeg tror, at dette er rollen, og håbet er, at netop fra dette budskab som paven til stadighed gentager “ i tide og utide” som apostlen Paulus ville have sagt (2 Tim. 4,2), kan der fødes nye virkeligheder, hvor folkene kan forstå hinanden og kan leve i fred, enighed og fortsætte med sammen at opbygge den menneskelige familie ”.