Trøst, venskab og håb til bords med paven

Antonella Palermo – Vatikanstaten Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Efter angelusbønnen spiser paven søndagsfrokost sammen med 1.300 mennesker i Aula Paolo VI for at markere den 9. Verdensdag for fattige Pave Leo byder velkommen med disse ord:

Det er med stor glæde, vi samles til denne frokost, på denne dag, som min elskede forgænger, pave Frans, havde så stort et ønske om. Lad os give pave Frans en klapsalve.

Broderskab er livet

Paven kommer efter at have gjort stop foran Lourdes-grotten, hvor han hilste på en gruppe fattige, der spiste frokost i Vatikanets haver. Ved frokosten takker han Gud for de mange modtagne gaver, livet, troen og broderskabet. Han insisterer på vigtigheden af det broderskab, som er selve livet. Og så er der en tak til organisatorerne og alle velgørerne. Peters efterfølger beder for, at sand kærlighed vil udgydes i alles hjerter, så man kan blive bevidste om den, der giver gaverne – nemlig Herren.

Mætte kroppene, stille sjælens sult

Ved velsignelsen af frokosten går pavens tanker også til “de mange mennesker, der lider på grund af vold og krig og sult”. Også her påkalder pave Leo broderskabens ånd, der virkelig ser ud til at genopvække disse svækkede, forvirrede, sky, border line mennesker. Andre er euforiske, meget euforiske, andre igen er mistroiske. At gå rundt mellem rundbordene, der er dækkede af medlemmer fra Sankt Vincent af Pauls ordensfamilie er en stærk oplevelse. Sankt Vincents ordensfamilie har forberedt et kit til personlig pleje og med en kage til hver af dem. Deltagerne kommer alle steder fra -  lige fra kvarterer i Rom til Nigeria, fra Ukraine til periferien af Lazio-regionen, fra Cuba til Barcelona.

At miste arbejdet og resignere

Den specielle anledning for Sankt Vincent af Pauls ordensfamilie er fejringen af 400-året for grundlæggerens fødsel. Mange mennesker kommer ind og serverer i god orden retterne: efter forretten, en grøntsagslasagne, følger en kotelet og babà til dessert. Der er “virkelig god” frugt, som paven ved frokostens afslutning inviterer alle ved bordet til at tage med hjem. Den kommer fra Napoli. Fra Campania og Basilicata deltager gæsterne, der her dyrker en sund selvforkælelse: “Jeg har mistet arbejdet, fordi de fandt ud af, jeg havde et handicap. Jeg var i kort tid ansat i en kantine. Jeg blev ikke tilstrækkelig beskyttet, og de sørgede uden alt for mange skrupler for at sende mig væk”. Jeg er 60 år gammel, jeg finder mig til rette, det er ikke let, men jeg holder på værdigheden. Man skal altid smile”. Historier om arbejdsløshed møder man lidt alle steder: beskæftigelsen kan svigte i kriseramte fabrikker i Syditalien eller ved en forældres død som man passede, mens man fik en indtægt for det. Hvis man mister kilden til det daglige brød, er man mere udsat for ikke at finde en anden indtægtskilde.

Meningen med livet er at hjælpe andre

Mange finder alligevel en anden mulighed. De finder centre, hvor der bliver lyttet til dem, steder de kan bruge som udgangspunkt for at komme ind igen i de rette mønstre. Det er ikke let; men man prøver. Forsynet gør resten. Det sker i Assisi for eksempel. Herfra kommer der en gruppe fra Casa di Papa Francesco, der ledes af franciskanerne i Santa Maria degli Angeli. En ledsager taler om historier med afhængighed, sygdomme, forladthed. Af og til overvælder en blanding af det hele personen og gør den hjemløs. Og så finder man ikke ordene at sige til hinanden – de bliver siddende i halsen: “Meningen med livet er at hjælpe andre- siger assistenten – de fattige inkarnerer Evangeliet”. Og hun lyder som et ekko af det, paven sagde til messen – at de fattige ikke er en sociologisk kategori. Fra Somalia mindes en kvinde med i en spøgefuld tone og med stærk romersk accent den tjeneste, hun i årevis levede i Dono di Maria to skridt fra Vatikanet. Da hun kom til Rom i 1977 som knap 12-årig, nærmede kontakten med søstrene hende til den katolske tro og bragte hende til at tage imod dåben i 2010 fra Benedikt XVI under en påskevigilie i Peterskirken. Hun kæmper nu med en grim sygdom, men mister ikke evnen til at spøge og smøge ærmerne op til en ny indsats. 

Et folk af marginaliserede finder livsmod igen ved at være sammen

Fra Leopoli kommer en tidligere “badante” (person der tjener penge ved privat pasning af syge eller gamle). Længslen er umådelig, hun rynker ansigtet. “Lad os gå fremad, ja hvad skal man ellers gøre? Jeg ved ikke, om krigen fortsætter, om jeg nogensinde kan vende tilbage til mit land. “ En “kompliceret” og mystisk historie kommer fra kunstneren Francesco Cardillo, med kunstnernavnet Vardel. Han er fra Gaeta og sidder ved siden af en gruppe fra det romerske sogn San Gregorio VII . Her viser han et album hvor det umiskendelige omrids af hans tegninger med sort pen viser sig sammenfiltret som de livserfaringer “i periferien”, der har præget hans liv: “Mit hus er besat, de har bedraget mig .. I dag ville jeg gerne lave en tegning til paven, jeg har allerede været hos pave Frans, nu er der en ny pave”.

Spejdere, Caritas-medarbejdere, ordenssøstre og lægfolk. Et folk, der er tæt på den der er sårbar, går ind i en Aula Paolo VI, hvor man fejrer enheden, uanset hvor man kommer fra. Blandt dem, der sidder til bords med paven, er der en kvinde med en bog med tegneserier, der fortæller historien om Pinocchio. Den vil hun give til paven. Der er en ung, fåmælt mand fra Elfenbenskysten, han er ikke katolik: “Hvad betyder det, der er dejligt her, fordi man føler sig hjemme. Jeg kommer fra Calabrien...” Lidt længere henne er der nogle kvinder fra Chiclayo i Perù. De har boet her i mere end 20 år; paven har de lært at kende i Rom. "Jeg er enke, jeg har min mor og min datter hos mig. Hun gennemgår nogle medicinske behandlinger. I mange år har vi spurgt efter en bolig på boligkontoret, nu er vi kommet op på listen, lad os håbe det bedste. Troen hjælper os, jeg betyder noget for Jesus. Det er godt, at der findes gode personer af god vilje”.  Til slut besegles måltidet med den pavelige velsignelse, der ledsages med pave Leos fornyede tak til alle, til lederen af Sankt Vincents ordensfamilie og særligt til kardinal Konrad Krajewski, pavelig almissegiver.