Lumen gentium. 1. Kirkens mysterium – sakramente for enheden med Gud og enheden med hele menneskeslægten.

Oversættelse – Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Før katekesen blev dette tekststykke læst op:

Han er den usynlige Guds billede, […]

Han er hoved for legemet, kirken. […]

For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.

(Kol 1,15,1,19-20)
Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!!

Da Det Andet Vatikankoncil, hvis dokumenter disse katekeser beskæftiger sig med, ville beskrive Kirken, agtede det først og fremmest at forklare, hvor den har sin oprindelse fra. For at gøre det, hentede det i den dogmatiske konstitution Lumen gentium, der blev vedtaget den 21. november 1964, udtrykket “mysterium” ind fra den hellige Pauls breve, hvor udtrykket “mysterium” bruges. Ved at vælge et sådant ord ville det ikke sige, at Kirken er noget uklart eller uforståeligt, som man almindeligvis tænker nogle gange, når man hører ordet “mysterium”. Der menes lige præcist det modsatte: Når den hellige Paulus - især i brevet til efeserne - bruger dette ord, vil han pege på en virkelighed, der før var skjult og nu er blevet afsløret.

Det handler om Guds plan, som har et formål: at forene alle skabninger takket være Jesu Kristi forsonende handling, den handling, der skete ved Hans død på korset. Dette erfarer man især, når menigheden samles til den liturgiske fejring: dér relativeres forskellene; det som tæller er at være sammen, fordi man er tiltrukket af Kristi kærlighed, af Ham, der slog den mur ned, der skiller mennesker og sociale grupper fra hinanden (jvf. Ef 2,14). For den hellige Paulus er mysteriet manifestationen af det, Gud ville gøre til virkelighed for hele menneskeheden og som kommer til udtryk i lokale erfaringer, der gradvist udvides til at omfatte alle menneskelige væsener og endog kosmos.

Menneskeheden lever med en splittelse, som menneskene ikke selv er i stand til at reparere, selv om længslen efter enhed bor i deres hjerte. Ind i denne tilstand kommer Jesu Kristi handling, Han som ved Helligånden overvinder splittelsens kræfter og Splitteren selv. At være sammen for at fejre, fordi man har troet på Evangeliets budskab leves som den tiltrækning, der udgår fra Kristi kors, som er den ypperste manifestation af Guds kærlighed. Det er at føle sig kaldt sammen af Gud, og derfor bruger man ordet ekklesia dvs. forsamling af folk, der anerkender, at de er kaldte. For der er et vist sammenfald mellem dette mysterium og Kirken: Kirken er mysteriet, det er blevet muligt at erfare.

Netop fordi denne sammenkalden er gjort til virkelighed af Gud, kan den ikke begrænses til en gruppe af personer, men er bestemt til at blive en erfaring for alle menneskelige væsener. Derfor siger Det Andet Vatikankoncil ved begyndelsen af konstitutionen Lumen gentium:

“ Kirken er i Kristus på nogle måder sakramentet eller tegnet og instrumentet for det tætte fællesskab med Gud og enheden for alle mennesker” (n. 1). Med anvendelsen af udtrykket “sakramente” og den følgende forklaring vil man påpege, at Kirken i menneskehedens historie er udtryk for, hvad Gud vil realisere. Ved at se på den begriber man i et vist omfang Guds plan, mysteriet: i denne forstand er Kirken et tegn. I øvrigt, til udtrykket “sakramente” tilføjes også “instrument”, netop for at pege på, at Kirken er et aktivt tegn. Faktisk er det sådan, at når Gud arbejder i historien, inddrager Han i sine handlinger de mennesker, der er bestemt som modtagere af Hans handling. Gennem Kirken når Gud det mål at forene mennesker med sig og forene dem indbyrdes.

Foreningen med Gud afspejles i foreningen mellem mennesker. Dette er erfaringen af frelse. Det er ikke tilfældigt, at konstitutionen Lumen gentium i kapitel  VII, der er dedikeret til den eskatologiske karakter af Kirken på pilgrimsvandring i nr 4 igen bruger beskrivelsen af Kirken som sakramente, med specifikationen “frelsens”: “Og sandelig – siger koncilet – da Han blev hævet fra jorden drog han alle til sig ( jvf. Joh 12,32 ) . Idet Han steg op fra de døde (jvf. Rom 6,9), indgød Han i apostlene sin levendegørende Ånd, og ved hjælp af Ham dannede Han sit legeme, der er Kirken som universelt frelsessakramente. Han sidder ved Faderens højre og virker bestandigt i verden for at føre mennesker til Kirken og gennem den knytte dem tættere til sig og gøre dem delagtige i Hans herlighedsfulde liv ved at indtage hans krop og hans legeme”.

Denne tekst lader os forstå forbindelsen mellem den forenende kraft i Jesu påske, som er lidelsens, dødens og opstandelsens mysterium og Kirkens identitet. Samtidig gør den os taknemmelige over at høre til Kirken, der er den opstandne Kristi legeme og Guds ene folk på pilgrimsvandring gennem historien, der lever som frelsende nærvær midt i en menneskehed, der endnu er fragmenteret som effektivt tegn på enhed og forsoning mellem folkene.