Hellighed er for alle – ikke blot de udvalgte

Oversættelse: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Den dogmatiske konstitution  Lumen gentium. 7. Hellighed og evangeliske råd i Kirken.

Før pavens katekese blev følgende tekst læst op:

I øvrigt, brødre, beder vi jer om og formaner jer i Herren Jesus til at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag, hvad I da også gør.  I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus.  For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, 

(1.Thess 4,1-3)

Kære brødre og søstre, goddag og velkommen!

Lumen gentium - Det Andet Vatikankoncils konstitution om Kirken – vier et helt kapitel, det femte, til det universelle kald til hellighed for alle troende. Vi er alle kaldede til at leve i Guds nåde ved at praktisere dyderne og formes som Kristus. Hellighed er i følge koncilets konstitution ikke et privilegium for de få, men en gave, der involverer alle døbte i at stræbe efter perfektion i kærligheden eller til hel og fuld kærlighed til Gud og næsten. Kærlighed er faktisk hjertet i den hellighed, alle troende er kaldet til:  indgydt af Faderen, gennem Sønnen Jesus styrer denne dyd “alle måder at blive hellig på, den former dem og fører til deres bestemmelse.” LG42) Det højeste niveau i hellighed er som ved Kirkens begyndelse martyriet, “ det højeste vidnesbyrd om tro og kærlighed (LG, 50): af denne grund lærer koncilsteksten, at alle troende må være parat til at bekende Kristus indtil udgydelsen af deres blod (jvf. LG,42) som det altid er sket og også sker i dag. Denne parathed til at aflægge vidnesbyrd bliver til virkelighed hver gang, de kristne efterlader tegn på fred og kærlighed i samfundet ved at engagere sig i retfærdighed.

Alle sakramenterne, især eukaristien er næring, der fremmer et helligt liv ved at nærme alle til Kristus, der er forbillede og målestok for hellighed. Han helliggør Kirken som Han er hoved og hyrde for. Helligheden er i denne optik Hans gave, der viser sig i vores daglige liv, hver gang vi tager imod Ham med glæde og gengælder ved at engagere os. I denne sammenhæng sagde Den hellige Paul VI i generalaudiensen 22. oktober 1965, at Kirken for at være autentisk vil, at alle døbte skal “være hellige, det vil sige virkelig værdige til at være dens stærke og trofaste børn.” Dette realiseres som en indre forvandling, hvor ethvert menneskes liv ligedannes med Kristus ved Helligånden (jvf Rom 8,29; LG, 40)

 Lumen gentium beskriver helligheden i Den katolske Kirke som et af de karakteristiske træk, der modtages i tro i og med at den anses for at være “ufejlbarligt hellig” (LG,39) hvilket ikke betyder, at den er det fuldt ud og på en perfekt måde, men at den er kaldet til at bekræfte denne guddommelige gave gennem sin pilgrimsgang mod det evige mål ved at vandre “mellem verdens forfølgelser og Guds trøst” (Den hellige Augustin, De. Civ. Dei 51,2: LG8) Syndens triste virkelighed, som er i os alle, inviterer enhver af os til at foretage en alvorlig forandring af vores liv ved at vi betror os til Herren, der fornyer os i kærligheden. Netop denne uendelige nåde, der helliggør Kirken, giver os en sendelse, der skal efterleves dag efter dag: - nemlig opgaven at omvende sig. Derfor er helligheden ikke blot af en praktisk natur, som om den kunne reduceres til et etisk engagement, hvor stort det end måtte være; men den angår selve essensen i det kristne liv, personligt og i fællesskabet.

I dette perspektiv spiller ordenslivet, som denne konstitution fra koncilet handler om i det 6. kapitel (jvf. 43-47), en afgørende rolle. I Guds hellige folk er det et profetisk tegn på den nye verden som den erfares her og nu i historien. De tegn på Guds vilje, der allerede findes i Kirkens mysterium, er de evangeliske råd, der former enhver erfaring af gudviet liv: fattigdom, kyskhed og lydighed. Disse tre dyder er ikke forskrifter, der lægger friheden i lænker, men befriende gaver fra Helligånden gennem hvilke nogle troende vies helt til Gud. Fattigdommen udtrykker, at man betror sig helt til Forsynet ved frigørelse fra kalkuleren og fra spekulation i fordele; forbilledet for lydighed er, at man hengiver sig selv som Kristus gjorde det til Faderen ved befrielse fra mistænksomhed og fra magtbegær. Kyskhed er den helhjertede og rene kærligheds selvhengivelse i tjeneste for Gud og Kirken.

Ved at leve på denne måde vidner de gudviede personer om hele Kirkens universelle kald til hellighed i form af en radikal efterfølgelse. De evangeliske råd viser den fulde og hele efterfølgelse af den Korsfæstedes offer, at vi alle bliver frelste og helliggjorte. Ved at betragte denne begivenhed ved vi, at der ikke er en menneskelig erfaring, som Gud ikke kan forløse: selv lidelsen bliver, når den leves forenet med Kristi liv en vej til hellighed. Den nåde der omvender og forandrer livet, styrker os i enhver prøvelse ved at den som mål ikke peger på et fjernt ideal, men mødet med Gud der blev menneske af kærlighed. Gid Jomfru Maria, det inkarnerede Ords højhellige moder altid må støtte og beskytte vores vandring.