“Den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”

Oversættelse – Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

Følgende evangelietekst blev læst op:

“Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.  Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.  Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig.  “ (Matt 10.37-42)

Dagens katekese før angelusbønnen:

Brødre og søstre, god søndag!  

Også i dagens evangelium (Matt 10,37-42) lytter vi til nogle formaninger fra Jesus om at leve i efterfølgelse og være vidner om Hans rige. Det drejer sig ikke om nogle ydre handlinger, men om at engagere hele vores selv i en kærlighedsrelation med Ham. Og for at bære frugt kræver kærlighed i det mindste tre ting: løsrivelse, tab og modtagelse.

Fremfor alt løsrivelse. Jesus siger: “Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.” (v. 37) I det øjeblik, hvor Han begynder at sende sine apostle ud på mission, ønsker Herren, at vi er frie af alle bånd. Men for alle gælder den kendsgerning, at også de allermest vigtige følelser finder hele deres fylde takket være den kærlighed, som Kristus giver os. Lad os for eksempel tænke på livet i ægteskabet: man kan kun leve den fuldt ud ved at “forlade” barndomshjemmet (jf. Matt 19,6) for at engagere sig i ægteskabet. Lad os også tænke på børnenes opvækst: man hjælper dem med at realisere sig selv og være lykkelige ved at opdrage dem til at “stå på egne ben” og tage deres valg. Den hellige Augustin siger: “Løsrivelse fra det, du elsker, er smertefuld. Men også bonden mister for en stund det, han sår (Tale 330,2). Kun ved “at miste “dette frø”, der kastes i jorden, kan han se det blomstre,

I denne betydning er kærlighed også tab. Vi har svært ved at forstå det, særligt i en verden, hvor det at tabe synes at være en svaghed, og man er besatte efter at få og at eje. Men kærlighed bærer kun frugt ved at give sig selv væk: når vi er villige til at miste en smule af vores jeg for at gøre plads til den anden, til at miste lidt tid for at lytte til en ven, til at miste en smule bekvemmelighed for at dele en ubehagelig situation. Den der kun lever livet for sig selv – siger evangeliet – mister det i realiteten (jf. V. 39), fordi det ikke åbner sig for glæden ved kærlighed og bliver sterilt. Derfor inviterer Jesus os til at omfavne korset: Han gav sig selv hen. Han mistede sig selv, og netop sådan kunne vi tage imod Hans liv i overflod. På samme måde, hvis vi lever i gavmildhedens logik, vil vi også være i stand til at avle nyt liv i vores relationer med hinanden.

Og så til sidst modtagelsen. Kærlighed udtrykkes faktisk i konkrete valg og handlinger som den at byde på et glas vand til den, der tørster (jf.v.42) Da Jesus sender sine disciple forud, beder han dem om at gå ud uden forråd, dvs. at være trængende, for på den måde kan de vække gæstfrihed hos dem, de møder. Og ved således at tage imod den, der kommer i Jesu navn, modtager man Ham og Den himmelske Fader, der har sendt ham. Kærlighed går for Herren altid gennem modtagelsen af brødre.

I kære, lad os bede til jomfru Maria, der elskede sin søn og også vidste, hun ville miste Ham: hjælp os til at være ydmyge og glade vidner om Kristi kærlighed.