Angelusbøn fra Castel Gandolfo

Oversættelse – Lisbeth Rütz – Vatikanstaten

Søndagens evangelietekst:

» Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen.  Og store skarer flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden.  Og han talte meget til dem i lignelser og sagde:

»Se, en sædemand gik ud for at så.  Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op.  Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord;  men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod.  Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det.  Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold.  Den, der har ører, skal høre!«

 Disciplene kom hen til ham og spurgte: »Hvorfor taler du til dem i lignelser?«  Han svarede dem: »Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet.  For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.  Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter.  På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger:

I skal høre og høre, men intet fatte,

I skal se og se, men intet forstå.

 For dette folks hjerte er dækket med fedt,

og med ørerne hører de tungt,

og deres øjne har de lukket til,

for at de ikke skal se med øjnene,

høre med ørerne og fatte med hjertet

og vende om, så jeg må helbrede dem.

 Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører.  For sandelig siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har længtes efter at se det, I ser, og fik det ikke at se, og høre det, I hører, og fik det ikke at høre.

 Så hør I da lignelsen om sædemanden.  Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte; det er det, som blev sået på vejen.  Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det;  men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra.  Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.  Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold”.

Pave Leos katekese før angelusbønnen:

Kære brødre og søstre, goddag og god søndag!

I dagens liturgi præsenterer evangelisten Matthæus os for lignelsen om sædemanden (jf. Matt 13,1-23), som beskriver den gavmildhed og den tillid, Gud spreder sit Ord og sin kraft i i vores hjerter med.

Jesus selv, Ordet, der blev kød, som har givet livet for vor frelse, er det sædekorn, som Faderen fortsætter med at sprede ud i verden, for at det ved at dø skal bære megen frugt (jf. Joh 12,24). Og det er sandt, nogle gange møder det en hård og uimodtagelig jordbund, andre gange er jordbunden spredt som den jord, der trampes fast på stier hen over stenet jord, nogle gange falder den på buskene med de vilde bær; men der er øjeblikke, hvor det finder en jordbund, som er modtagelig og frugtbar, og så slår kærlighedens mirakler rødder, dem der kan ændre alt det andet, som vi naturligvis også har erfaret det i vores eget liv. Derfor holder faderen ikke op med at så, for han ved, at den kraft, der ligger i Hans kærlighed, er stærkere end vores svaghed (jf. 2 Cor 12,9-10).

Den hellige Johannes Chrysostomos siger, mens han refererer til den “sæd”, Guds ord er: “Hvordan kan det være fornuftigt at så på torne, på stenet jord, på vejen? I tilfældet med sædekornene og jorden ville det ikke være fornuftigt, mens det derimod er meget prisværdigt, når det drejer sig om sjæle og undervisning i troen.” (Prædikener om Matthæusevangeliet 44,3) For I Guds hænder er det muligt, at “det sted, der er fyldt med sten, bliver til frugtbar jord, at vejen ikke mere trampes til og udsættes for alle der passerer forbi, men orden at jbliver fed, at tornene forsvinder og frøene nyder godt af en situation med stor sikkerhed” (ibid)

Den gavmildhed, Gud viser os, er ikke naiv, men vis, og den forstår at gribe muligheden for noget godt i os - den mulighed som vi ikke engang er klar over findes. Derfor holder Herren, der kender jordbunden i vores hjerte godt, bedre end vi selv gør, aldrig op med at tro på os, på alt hvad vi er og alt det vi kan blive til, dag efter dag, hvis vi i tro overgiver os til Ham.

Således vokser i os med den gavmildhed og tillid, som sæden spredes med og med den ydmyghed og den modtagelighed, den modtages med, Helligåndens frugter, der som den hellige Paulus lærer er : kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. (Gal 5,22). Hvor meget har vores verden ikke brug for disse frugter, for at opfyldes og forvandles af dem!

Lad os derfor – især i disse feriedage – gøre os umage for at give plads til at lytte, til læsning og meditation over Guds Ord og sammen med hvile og sund adspredelse også at give plads til betydningsfulde øjeblikke af stilhed og bøn. Vi vil vende tilbage til vores sædvanlige beskæftigelse, fornyede i krop og ånd, rede til at forkynde Evangeliets glade budskab og mere og mere i stand til at arbejde sammen om Guds riges vækst.

Dertil hjælpe os Maria, apostlenes dronning og ledestjerne for evageliseringen.